Hvad er Beltane?

Beltane er en af årets otte sabbater og falder den 1. maj. Den ligger midt imellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, og det er her i året, hvor man virkelig kan mærke, at foråret er godt i gang. Det er ikke længere noget, der lige er begyndt. Nu vokser det, fylder og tager plads. Træerne springer ud, blomsterne åbner sig, og det hele bevæger sig på en anden måde end for bare få uger siden.

I den gamle måde at forstå året på delte man det op i en mørk halvdel og en lys halvdel. Samhain markerede begyndelsen på den mørke tid, og Beltane markerer begyndelsen på den lyse. Det betyder helt konkret, at vi bevæger os fra en periode, hvor meget foregår indeni, og over i en periode, hvor livet leves mere ude. Man begynder at være mere ude, være mere sammen med andre og gå i gang med det, man har gået og mærket og tænkt over i løbet af den mørke og mere indadvendte periode.

Beltane bliver også kaldt majfest, og i Norden har man brugt navnet Voldermisse. Ordet hænger sammen med kraft og vælde – noget, der vokser frem og tager plads. Og det giver så god mening lige her, fordi det er præcis det, man kan se overalt omkring sig. Det hele presser sig frem og fylder mere og mere.

Aftenen før, Valborgsaften, har man mange steder tændt bål og samlet sig. I folketroen fortalte man, at det var den nat, hvor heksene samledes og dansede rundt om bålene og gjorde det, man dengang forestillede sig, at hekse gjorde. Og så fløj de til Bloksbjerg. Det er en del af de gamle fortællinger, som har fulgt den her tid på året.

Beltane er en ildfest, og ilden spiller en vigtig rolle. Man tændte bål, samledes omkring dem og brugte dem i ritualer. Ilden blev forbundet med renselse og med at bringe held, og man førte både mennesker og dyr gennem røgen eller mellem bålene som en del af overgangen ind i den nye tid.

Samtidig hænger Beltane tæt sammen med frugtbarhed og livskraft. Det kan man se i naturen, hvor alt vokser og fylder, og det er også noget, mange kan mærke i hverdagen. Der kommer mere energi, mere lyst til at være ude og til at få ting til at ske.

Astrologisk ligger Beltane midt imellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, der hvor solen står midt i Tyrens tegn. Det er altså ikke begyndelsen på foråret, men det sted, hvor det er i fuld gang.

De store vendepunkter i året – jævndøgn og solhverv – markerer starten på noget nyt. Cross-quarter sabbaterne, som Beltane er en del af, ligger midt imellem og markerer, at vi er kommet ind i sæsonen. Her står vi midt i foråret, hvor væksten er tydelig og i gang.

Selve datoen for Beltane ligger den 1. maj, og mange markerer den netop den dag, eventuelt allerede aftenen før på Valborgsaften. Men det er også en tid, man kan bevæge sig ind i over flere uger.

For nogle begynder det lidt før. Man kan mærke, at energien så småt begynder at ændre sig, og man får lyst til at gøre klar på en eller anden måde. Det kan være små ting, som stille og roligt bygger op til selve dagen. Og det er også derfor, at jeg lægger det her afsnit op på podcasten et par uger før, så du har mulighed for at gå ind i det i dit eget tempo og begynde at være i det, før vi rammer selve dagen.

Da jeg selv begyndte at arbejde med min indre lille heks for en del år siden efterhånden, der lagde jeg mærke til, at det ikke kun var selve dagen, der betød noget for mig. Jeg kunne mærke, at energien begyndte lidt før. Og det gør jeg faktisk stadig. Jeg starter som regel et par uger før. Jeg begynder stille og roligt at gå i gang. Samler lidt ting, ændrer lidt på mit alter, finder nogle nye elementer frem og laver små kreative projekter, som passer til Beltane. Når selve dagen så kommer, så er det hele ligesom klar. Og der gør jeg noget mere konkret for at markere det. Nogle gange laver jeg et lidt større ritual, som jeg har forberedt, og andre gange er det mere stille og enkelt. Det afhænger lidt af, hvordan det føles det år. Og så fortsætter energien også bagefter, synes jeg. I ugerne efter går jeg stadig og nyder tiden og det, der er sat i gang. Jeg kigger på mit alter, flytter lidt rundt på tingene, laver forskellige hekserier, osv. Og stille og roligt begynder min opmærksomhed så at bevæge sig videre mod den næste sabbat.

På den måde er Beltane ikke kun én dag, men en periode, jeg er i. Om du mærker det på samme måde, er jo forskelligt. Måske begynder du også at fornemme det et par uger før og kan mærke det lidt efter, ligesom jeg gør. Måske ligger det mere for dig omkring selve dagen. Eller måske strækker det sig længere frem mod den næste sabbat. Det fornemmer du helt selv. Det er der ikke andre, der skal diktere.

Hvor er vi i årshjulet?

Når man ser på årshjulet i den gamle, naturbaserede forståelse, giver det god mening at lade det begynde ved Samhain. Det er her, overgangen ligger, hvor noget afsluttes, og noget nyt får lov at tage form. Det er også her, man naturligt trækker sig lidt tilbage. Man stopper op og kigger på det, der har været. Hvad har fyldt? Hvad er færdigt? Hvad giver det mening at slippe nu? Tempoet falder lidt, og der bliver mere plads til at tænke og mærke efter, i stedet for bare at være i gang hele tiden. Først derefter begynder noget nyt at vise sig.

I den måde at forstå året på talte man om en mørk og en lys halvdel, Samhain markerede starten på den mørke del og ved Beltane bevæger vi os ind i den lyse. Det mærkes som et skifte fra det indadvendte til det mere udadvendte, hvor man får lyst til at være mere udenfor, være sammen med andre og få gjort nogle af de ting, man har gået og tænkt over. Det er en bevægelse, der ligger helt naturligt i årstiden, og som mange kan genkende, hvis man lige stopper op og mærker efter.

Der ligger også en grundlæggende rytme i det her, hvor noget tager form, før det viser sig. Man kan måske genkende det fra hverdagen, hvor man går med noget i tankerne et stykke tid, før man tager fat på det og gør noget ved det. Man kan også genkende det i mange af de traditioner, vi stadig har i dag, hvor fejringer begynder aftenen før. Vi fejrer for eksempel juleaften den 24. december før selve juledag, og vi samles til Sankt Hans aften før Sankt Hans dag. På samme måde ligger Valborgsaften aftenen før 1. maj, hvor den nordiske tradition og Beltane ligger tæt op ad hinanden og markerer den samme overgang i året. Det hænger sammen med en ældre måde at forstå døgnet på, hvor det nye faktisk begynder, når mørket falder på. Altså aftenen før. Det er dér, overgangen ligger.

Og det siger også noget om, hvordan man har set på bevægelsen i det hele taget. At ting starter i mørket. At noget først ligger i det stille, før det begynder at kunne ses. Lyset vokser frem af mørket.

Det er også derfor, mange hekse – inklusive mig selv – oplever, at årshjulet både starter og slutter ved Samhain. Ved Samhain begynder det. Her giver man slip på det, der er afsluttet, og vender opmærksomheden indad. Det er en tid, hvor man mærker det, der ligger under overfladen, og hvor forbindelsen til det, man ikke lige kan se, føles tættere.

Ved Yule, vintersolhverv, vender lyset tilbage igen. Dagene bliver langsomt længere fra nu af, og det er her, det hele begynder at vende. 

Ved Imbolc begynder bevægelsen at tage form. Noget spirer, først indefra. Det kan være en fornemmelse af retning, en idé eller en lyst til at tage fat.

Ved Ostara, forårsjævndøgn, træder det tydeligere frem. Her er der balance mellem lys og mørke, og det er et tidspunkt, hvor man mærker, hvad der er ved at tage form, og begynder at vælge til og fra.

Og så kommer vi til Beltane. Her skifter energien tydeligt. Det, der før har været en indre bevægelse, begynder nu at vise sig i det, man gør. Naturen står i fuld vækst, og det samme gør vi. Det er her, den lyse halvdel af året begynder, og hvor opmærksomheden bevæger sig ud i det, man gør, deler med andre og mærker i kroppen.

Efter Beltane bevæger vi os videre mod Litha, sommersolhverv, hvor lyset kulminerer, og alt står i sin største udfoldelse. Det er en tid, hvor man mærker livet og giver sig selv lov til at nyde det i fulde drag. Derefter følger Lammas eller Lughnasadh, hvor den første høst begynder, og hvor man begynder at kunne se, hvad der er blevet til noget. Ved Mabon, efterårsjævndøgn, samler man op, finder balance igen og gør klar til at give slip.

Og så vender vi tilbage til Samhain, hvor cyklussen lukker sig og en ny begynder.

Når vi står ved Beltane, står vi altså et sted i årshjulet, hvor noget har været længe undervejs. Noget er blevet mærket, overvejet og formet gennem vinteren og det tidlige forår, og nu begynder det at få liv i det ydre. Det er en fortsættelse af en bevægelse, der startede i det stille, og som nu folder sig ud i det, der kan ses og mærkes.

Beltane & Samhain – to sider af det samme år

Når man arbejder med årshjulet, giver det god mening at se på, hvordan sabbaterne spejler hinanden. Beltane og Samhain ligger over for hinanden som to tydelige punkter i året, hvor retningen skifter, og hvor man kan mærke en forskel i, hvordan energien bevæger sig.

Ved Samhain vender opmærksomheden sig indad. Det er en tid, hvor man samler op, afslutter og giver slip på det, der har haft sin tid. Tempoet falder, og der bliver mere plads til det, der foregår under overfladen. Ved Beltane bevæger det sig den anden vej. Her vender opmærksomheden udad igen, og det, der har været undervejs, begynder at vise sig i det, man gør i hverdagen.

De to sabbatter hænger tæt sammen, fordi den ene bygger videre på den anden. Det, der blev afsluttet ved Samhain, får tid til at falde på plads gennem vinteren. Noget modner, noget ændrer form, og noget giver plads til noget nyt. Når vi så når til Beltane, begynder det at træde frem i det ydre. Det er en fortsættelse af en bevægelse, der allerede er i gang.

Der er også en fælles stemning, som knytter sig til begge tidspunkter. I både Samhain og Beltane taler man om, at sløret er tyndere. At grænsen mellem det, vi kan se og forklare, og det, der ligger lidt udenfor, føles mere åben. Det kan opleves forskelligt, men mange beskriver en særlig stemning i de her perioder, som om noget er tættere på.

Ved Samhain viser det sig ofte som en roligere, mere indadvendt opmærksomhed. Man lytter mere, mærker mere, og der er en stilhed, hvor det, der ellers er svært at få øje på, får plads.

Ved Beltane er stemningen en anden. Her er der bevægelse, liv og energi. Det usynlige føles ikke stille, men levende. Som en del af det, der spirer, vokser og bevæger sig omkring os. Naturen føles tættere, mere nærværende, og der kan være en fornemmelse af forbindelse til noget, der ikke nødvendigvis kan forklares, men som alligevel er der.

Det er også derfor, man i folketroen har knyttet begge tider til fortællinger om ånder, forfædre og naturvæsener. Ikke på samme måde, og ikke med samme stemning, men med den fælles forståelse af, at der er tidspunkter på året, hvor grænserne føles lidt mere åbne.

Når man ser på det på den måde, giver det også mening, at de her to tidspunkter står overfor hinanden i årshjulet. Fra Samhain til Beltane bevæger vi os fra det stille og indadvendte mod det mere levende og udadvendte. Fra Beltane fortsætter bevægelsen ud i det levede og det, der folder sig ud, før den senere på året stille begynder at vende indad igen. Det er en cyklus, der gentager sig, og som hele tiden bevæger sig frem og tilbage mellem de to retninger.

Gudinder og det mytiske lag ved Beltane

Når man ser på Beltane i en bredere historisk og mytologisk sammenhæng, bliver det tydeligt, at der ikke findes én enkelt gud eller gudinde, som entydigt knytter sig til denne dag. I stedet møder vi flere skikkelser fra især romersk og keltisk tradition, som hver især afspejler den energi, der er tydelig på denne tid af året: vækst, blomstring og livskraft.

En af de tydeligste forbindelser finder vi hos Maia.

I romersk mytologi er Maia en gudinde, der er knyttet til jorden, vækst og frugtbarhed. Hun blev opfattet som en moderlig kraft, der nærer det, der spirer og tager form. Måneden maj er opkaldt efter hende, og i det gamle Rom blev hun æret i begyndelsen af måneden med ritualer, der havde fokus på vækst og livskraft.

Maia forbindes også med ildens kraft i jorden – den varme og energi, der får frø til at spire. Det gør hende særligt relevant i forbindelse med Beltane, hvor man netop befinder sig i en periode, hvor det, der tidligere er sået, begynder at vokse tydeligt frem.

Maia regnes samtidig for at være den ældste af plejaderne – De Syv Søstre. I mytologien er plejaderne døtre af Atlas, og de er forbundet med en stjernehob på nattehimlen, som også i dag kaldes plejaderne. Det er en åben stjernehob i stjernebilledet Tyren, og man kan ofte se den som en lille samling klare stjerner tæt på hinanden – som en lille gruppe lys på himlen.

I de gamle fortællinger bliver de syv søstre forfulgt af jægeren Orion, og for at beskytte dem bliver de løftet op på himlen og bliver til stjerner. Det er et klassisk mytisk billede, hvor det jordiske og det himmelske flettes sammen, og hvor fortællingen både forklarer noget i naturen og samtidig bærer en symbolsk betydning.

Og blandt de syv søstre finder vi Maia – den ældste af dem.

Hun beskrives som en rolig og jordnær kraft, der trækker sig lidt tilbage. Hun opsøger ikke opmærksomheden, men er tæt forbundet med jorden, med hulrum, med grotter og med det, der får lov at udvikle sig i beskyttede omgivelser.

En anden vigtig skikkelse er Flora.

Flora er blomsterens og forårets gudinde i romersk tradition. Hvor Maia repræsenterer selve væksten, repræsenterer Flora blomstringen – det øjeblik, hvor naturen folder sig ud i farver, former og synlig overflod.

I mytologien fortælles det, at hun oprindeligt var en nymfe ved navn Chloris. Hun blev set af vestenvinden, Zephyros, som forelskede sig i hende. Han tog hende til sig og gav hende en gave: hun fik magten over blomsterne.

Hun blev til Flora.

Med den gave følger evnen til at få jorden til at blomstre – til at bringe farver, liv og bevægelse frem i landskabet. Det er derfor, hun så naturligt hører til omkring Beltane, hvor naturen netop står i fuld udfoldelse.

Den tredje skikkelse, der ofte nævnes i forbindelse med Beltane, er Belenus.

Belenus stammer fra keltisk tradition og forbindes med solen, lys, varme og heling. Hans navn hænger sammen med noget, der skinner eller stråler, og han bliver ofte forstået som en solgud.

I det keltiske Europa blev han æret ved forskellige ildfester, og Beltane er en af de tidspunkter, hvor hans energi var særligt stærkt. De bål, man tændte ved Beltane, kan ses som en måde at arbejde med den samme kraft, som solen repræsenterer – varme, lys og livgivende energi.

Selve navnet Beltane menes at være sammensat af to dele:

“Bel”, som henviser til Belenus, og “teine”, som betyder ild.

Beltane kan derfor forstås som “Bels ild” eller “den lysende ild”.

Og det giver god mening, når man ser på, hvad der sker på denne tid af året.

Lyset har fået så meget styrke, at det ikke længere kun anes – det mærkes tydeligt i både naturen og i kroppen. Ilden er ikke kun noget, man tænder. Det er også en energi, der bevæger sig gennem livet.

Myter og folketro ved Beltane

Når man bevæger sig væk fra guderne og ser på, hvad mennesker faktisk gjorde omkring Beltane, så bliver det meget konkret. Det her var ikke en lille hyggelig tradition, man lige pyntede lidt op til. Det var en overgang i året, som havde direkte betydning for, om man klarede sig godt igennem den næste tid – eller om man kom i problemer.

Beltane lå på det tidspunkt, hvor dyrene blev sendt ud på græs igen. Hele vinteren havde de stået inde, og foderet havde været begrænset. Nu skulle de ud, finde føde selv og vokse. Og hvis dyrene blev syge, forsvandt eller døde, så var det ikke bare ærgerligt – så kunne det få alvorlige konsekvenser for hele familien. Det var mælk, kød, skind – det var livsgrundlaget.

Derfor tændte man bål.

Man tændte ofte to bål og førte dyrene imellem dem. Det gjorde man, fordi man mente, at røgen og varmen fra ilden kunne beskytte mod sygdom. Ikke som en symbolsk handling, men fordi man oprigtigt troede, at det gjorde en forskel. Ilden blev set som noget, der kunne rense og holde det skadelige væk – sygdom, dårlig energi, uheld, alt det man ikke havde kontrol over, men som man vidste kunne ramme.

Og når man siger “noget man ikke havde kontrol over”, så er det helt konkret: sygdomme, der kunne sprede sig i dyreflokken, rovdyr, der kunne tage dyr, eller ulykker, som man ikke kunne forudse. Man havde ikke dyrlæger eller moderne viden, så man gjorde det, man kunne med de midler, man havde.

Planter spillede også en rolle – og det var heller ikke bare pynt.

Man hængte grene og blomster over døre og vinduer eller lagde dem i stalden, fordi man mente, at de kunne beskytte hjemmet og dyrene. Hvidtjørn var en af de planter, der blev brugt rigtig meget omkring Beltane, fordi den blomstrer lige præcis på det her tidspunkt og derfor blev et tydeligt tegn på, at foråret for alvor havde fået fat. Samtidig har den torne, og det gjorde, at man opfattede den som noget, der kunne holde noget væk. Man brugte den helt konkret som beskyttelse – som noget, der kunne være med til at passe på både dyr, hjem og det, man var afhængig af.

Man mente også, at der på bestemte tidspunkter af året var større risiko for, at noget kunne påvirke ens dyr, ens hjem eller ens held. Det kunne være sygdom, ulykker eller det, man dengang forklarede som påvirkninger fra noget, man ikke kunne se – det kunne være det, man kaldte ånder eller andre kræfter. Så når man sagde, at sløret var tyndere, så betød det i praksis: der er større risiko for, at noget går galt lige nu, så vi skal passe ekstra på.

Og derfor brugte man det, man havde: ild, planter, ritualer.

Duggen om morgenen var også en del af det.

Man gik ud tidligt og vaskede ansigtet i duggen eller samlede den i hænderne, fordi man mente, at den havde en særlig kraft på netop den her tid af året. Det hang sammen med, at alt i naturen var i vækst, og duggen blev set som noget, der bar den friskhed og styrke med sig. Det blev forbundet med sundhed, skønhed og vitalitet – og var en måde at tage noget af den energi, der var i naturen, med sig.

Man holdt også øje med vejret og tegn i naturen på den her del af året. Det handlede om erfaring. Hvis vinden kom fra en bestemt retning, hvis morgenen var tør eller fugtig, eller hvis dyrene opførte sig anderledes end normalt, så kunne det sige noget om, hvad der var på vej. Folk lagde mærke til mønstre over mange år og brugte det som pejlemærker. Det var deres måde at prøve at forudsige noget, de ellers ikke kunne kontrollere. Og det var ikke for sjov. Hvis der kom frost i maj og ødelagde det, man havde fået plantet, så gik det direkte ud over høsten. Og så stod man altså med et problem. Man kunne ikke bare gå ned og købe det, man manglede. Hvis høsten slog fejl, så måtte man klare sig uden. Derfor lagde man vægt på de her tegn. Det var erfaring, der blev givet videre fra generation til generation, og som man tog alvorligt, fordi det handlede om, hvordan året ville udvikle sig.

Og så er der fællesskabet.

Det her var ikke bare en hyggelig fest, hvor man samledes, fordi det var rart. Man var afhængig af hinanden. Hvis din høst slog fejl, hvis dit kød blev dårligt, hvis dine dyr døde, så var du nødt til at håbe, at nogen i dit nærområde kunne hjælpe dig. Ellers klarede du den ikke.

Vinteren havde været lang. Man havde levet tæt, ofte med begrænset mad, og man havde brugt af det, man havde gemt. Hvis man stod her ved Beltane og stadig var her, så havde man klaret sig igennem.

Det i sig selv var en lettelse.

Så når man samledes, tændte bål og markerede overgangen, så var det også en måde at sige: vi er her endnu. Nu går vi ind i en tid, hvor tingene begynder at vokse igen, og hvor der er mulighed for, at det kan blive godt.

Så det var egentlig ikke en garanti for noget som helst. Men det var starten.

Så Beltane var både en fejring og en form for forberedelse. Man gjorde det, man kunne, for at give sig selv og det, man var afhængig af, de bedst mulige betingelser.

Og jeg ved godt, at jeg siger det lidt sort-hvidt og lidt små-dramatisk – men det VAR sort-hvidt dengang!!

I gamle dage handlede det helt reelt om liv eller død. Det var ikke bare for sjov. Hvis kartoffelhøsten slog fejl, så kunne man ikke bare gå ned i Brugsen og købe en pose kartofler, så man stadig kunne få stegt flæsk med persillesovs. Så stod man med et problem. Et rigtigt problem.

Derfor gik man så meget op i de her ting. Derfor holdt man øje med vejret, med dyrene, med tegn i naturen, og derfor blev de her historier og erfaringer givet videre fra generation til generation. Det var det, man havde at læne sig op ad.

Man havde ikke meteorologer, der kunne sige, at nu kan I roligt plante tomater ud, for nu kommer der ikke mere frost. Man havde kun sin erfaring, sine observationer og det, man havde lært fra dem før én.

Så det var ikke, fordi man gik bare rundt og hyggede sig med lidt overtro for sjov. Det var, fordi man gjorde alt, hvad man kunne, for at få det til at gå godt.

Mange kan jo godt have den her forestilling om, at livet i gamle dage var nemmere. Mindre stress, mindre støj, ingen telefoner og alt det, vi har i dag. Men der var bare en anden form for pres.

Det var alvor.

Hvis noget gik galt, så havde det konsekvenser. Reelle konsekvenser. Det kunne være forskellen på, om man klarede sig igennem det næste halve år eller ej.

Så Beltane var i virkeligheden også en fejring af, at man var kommet igennem vinteren. At man stod der endnu. At man havde klaret den.

Og samtidig stod man lige der midt imellem to ting.

For hvis du har køkkenhave, så ved du måske, at det her tidspunkt på året er det, man i engelsk have-sprog kalder for “the hungry gap”. Det er den periode, hvor vinterens forråd er ved at være brugt op, og de nye afgrøder endnu ikke er klar.

Alt det, man måske har sået og plantet i marts og april, er godt i gang med at vokse, men det er stadig ikke klar til høst. Så ja, der er liv og bevægelse, men der er ikke noget, man rigtig kan leve af endnu.

Og hvis man var selvforsynende, som man jo var i gamle dage, så stod man stadig i den her periode. Vinterens forråd var sluppet op, og man gik og ventede på det, der stod i jorden.

Så på den måde var det stadig alvor. Det drejede sig stadig om liv eller død.

Men det var også her, man begyndte at kunne se, at man havde klaret sig så langt. At det værste var overstået. At det begyndte at lysne forude.

Så man stod der med håbet. Med tegnene på, at det hele var på vej. Men uden at være helt i mål endnu.

Og det er også det, man fejrer med Beltane.

Hovedtema ved Beltane – frugtbarhed, kærlighed og fællesskab

Hvis man skal samle energien ved Beltane i et hovedtema, så handler det om frugtbarhed, kærlighed og fællesskab. Og det giver faktisk rigtig god mening, hvis vi ser det som en fortsættelse af det, vi stod i ved Ostara. For der handlede det om det, der begyndte. Om spiren, om retningen og om at mærke, hvad der var på vej. Her ved Beltane er vi et andet sted. Nu er det ikke længere kun noget, man går og fornemmer eller håber på. Nu begynder det at kunne ses og mærkes tydeligere.

Det gælder helt konkret i naturen. Det, der for bare nogle uger siden var små spirer eller knopper, er nu begyndt at fylde mere. Der er blade på træerne, blomsterne springer ud, og det hele står ikke bare og lover noget – det er i gang. Og den samme bevægelse kan man ofte genkende i sit eget liv. Det, man har gået og tænkt over, mærket eller måske så småt har sat i gang, begynder at tage mere form. Det er ikke nødvendigvis færdigt eller klart, men det er i bevægelse på en anden måde end før.

Når vi taler om frugtbarhed her, så er det selvfølgelig den helt konkrete frugtbarhed i naturen, men det er også i overført betydning. Det handler om, at noget begynder at give noget tilbage. At det ikke længere kun er en idé eller en fornemmelse, men noget, der udvikler sig. Det kan være et projekt, man er gået i gang med, en beslutning man har truffet, eller noget i ens liv, som er begyndt at ændre sig. Man kan mærke, at der sker noget, og at det ikke bare er inde i hovedet længere.

Kærligheden hænger naturligt sammen med det, men ikke på den der romantiske, glansbillede-agtige måde. Det handler helt enkelt om relationer. Om at man begynder at vende sig mere ud mod andre igen. Efter en lang vinter, hvor meget har foregået indendørs og i en mindre kreds, så begynder man at komme mere ud, se flere mennesker og være mere i kontakt. Man siger ja til lidt mere. Man får måske mere lyst til at være sammen med andre, til at mødes, tale, dele noget af det, man går og er optaget af.

Og samtidig ligger der også noget i forhold til en selv. For det er også en tid, hvor man kan mærke, om man faktisk giver sig selv lov til at være i det, der er ved at tage form. Om man giver det plads, eller om man bremser sig selv. Det er ikke noget højtravende. Det er helt lavpraktisk. Giver du dig selv lov til at bruge tid på det, der betyder noget for dig? Tager du det alvorligt, eller skubber du det væk, fordi der er alt muligt andet?

Fællesskabet er også helt centralt her, og det hænger sammen med alt det, vi lige har været igennem i det forrige afsnit. For det er nemt at tænke fællesskab som noget hyggeligt, noget med at samles og have det rart, men i den tid, Beltane kommer fra, var det langt mere end det. Man var afhængig af hinanden. Hvis noget gik galt, så havde man brug for andre mennesker. Så fællesskab var ikke bare noget, man valgte til, det var noget, man var en del af.

Og det kan man faktisk godt tage med ind i dag, bare på en anden måde. For selvom vi ikke er afhængige af hinanden på samme måde for at overleve, så har vi stadig brug for hinanden. Vi har brug for nogen at dele vores liv med, nogen at vende tingene med, nogen der kan støtte os og spejle os.

Så når man taler om Beltane som en tid med frugtbarhed, kærlighed og fællesskab, så handler det i bund og grund om, at det, der er begyndt, ikke længere kun er noget, man går med alene inde i sig selv. Det begynder at blive en del af ens liv på en mere synlig måde. Det kommer ud i det, man gør, i de relationer man har, og i den måde man er i verden på.

Naturen som indre spejl ved Beltane

Hvis man kigger ud lige nu, så er det ret tydeligt, hvilken tid på året vi står i. For bare nogle uger siden skulle man lige kigge efter det. Små knopper på træerne, de første spirer i jorden, det spæde grønne, som var på vej. Nu er det over det hele. Træerne er sprunget ud, hækkene bliver tætte, græsset vokser, og det ændrer sig næsten fra dag til dag.

Det er egentlig noget af det, der kendetegner den her tid. Det, der var på vej, er nu i gang. Det fylder mere, og alting går hurtigere. Man kan se det i landskabet, men man kan også mærke det i sin hverdag.

For mange vil det vise sig som en følelse af, at der kommer mere gang i tingene. Man får lyst til at tage fat, få ordnet noget, komme videre med noget, man har haft på tegnebrættet, eller begynde på noget, man har tænkt på i noget tid. Det kan være helt almindelige ting. At få luftet ud, rydde lidt op, gå en tur, være mere ude eller bare være mere i gang i løbet af dagen. Det behøver ikke være noget særligt. Det er bare en ændring i tempo og retning, som følger med årstiden.

På den måde kan naturen fungere som et spejl. Når man kan se, at det hele omkring én er i vækst og bevægelse, giver det også mening, hvis man selv mærker noget af det samme. Hvor man bare lægger mærke til det, der allerede er i gang, både udenfor i naturen og i ens egen hverdag.

Livet i de gamle samfund ved Beltane: Historisk betydning og ritualer

Når man ser på Beltane i en historisk sammenhæng, træder det frem som et tidspunkt, hvor året for alvor skifter karakter i hverdagen. Det, der begyndte tidligere på foråret, står nu i fuld bevægelse, og det kræver handling. I landbrugssamfundene var det her en tid, hvor man gik fra forberedelse til at være i gang.

På den her tid af året blev dyrene lukket ud på græs, og det var en vigtig overgang i hverdagen. Hen over vinteren havde de stået inde i staldene, hvor man havde haft dem tæt på og haft styr på dem, men nu skulle de ud og klare sig i det fri igen. Det betød også, at de blev mere udsatte. De kunne få sygdom eller komme til skade, eller der kunne ske et eller andet uforudset med dem. Så man gjorde, hvad man kunne for at prøve at passe på dem.

Og der brugte man ilden. Man havde en opfattelse af, at ilden kunne rense og beskytte, at den havde en rensende og beskyttende kvalitet. Så man tog dyrene og førte dem gennem røg eller trak dem mellem to bål, inden de blev sendt ud på markerne. Det gjorde man simpelthen for at beskytte dem, så de kunne komme godt igennem sæsonen uden at blive ramt af sygdom eller uheld.

Bålene spillede i det hele taget en central rolle. Man tændte dem på bakker og marker og samledes omkring dem. Det var et sted, hvor man mødtes, spiste og var sammen, men også et sted, hvor man markerede overgangen ind i en ny fase af året. Så ilden var noget hyggeligt – men også en måde at markere, at man stod i et skifte i året.

I nogle traditioner sprang man også selv over bålet, enten alene eller sammen med hinanden, eller gik gennem to bål, der var tændt. Og igen handlede det om at rense og beskytte sig selv mod sygdom og uheld og det, der ellers kunne ske i løbet af tiden.

Aftenen før, Valborgsaften, var der også noget særligt over. I folketroen fortalte man om hekse, der samledes og fløj til Bloksbjerg denne nat. Det var en måde at sætte ord på en nat, som mange oplevede som anderledes end ellers.

Man var ude om aftenen, der var bål, mørke og mennesker samlet, og det i sig selv skaber en anden stemning. Samtidig stod man midt i en tid, hvor meget var i gang. Dyrene var sendt ud, afgrøderne var på vej, og der var både håb og usikkerhed i det, der lå foran. Det gjorde, at man lagde mere mærke til det, der skete omkring én.

Når noget så føltes anderledes, forklarede man det med de fortællinger, man kendte. Man talte om hekse, ånder og det, man ikke kunne se, men som man oplevede var der. Det var en måde at forstå den stemning, der var i den nat.

Man talte også om naturvæsener og det underjordiske folk, og det var ikke bare én bestemt ting, men flere forskellige forestillinger, som havde det til fælles, at man mente, at man ikke var alene i landskabet. Det kunne være alfer eller elverfolk, som man forestillede sig levede i bakker, under jorden eller ude i naturen. De blev ofte beskrevet som noget, der både kunne være hjælpsomt og drilsk. Hvis man holdt sig på god fod med dem, kunne det gå én godt, men hvis man kom på tværs af dem, kunne det give sygdom, uheld eller at der skete ting, man ikke helt kunne forklare. Derfor gjorde man også noget for at undgå at komme på tværs af dem. Man lod for eksempel bestemte steder være i fred, især hvis der var en særlig stemning over dem, som en bakke, en stor sten eller et træ, der stod for sig selv. Man kunne også lade være med at larme eller opføre sig for voldsomt i naturen, og nogle steder lagde man små gaver, som lidt mad eller drikke, for ligesom at vise, at man kom med gode intentioner.

I den nordiske folketro talte man også om huldrefolk eller det underjordiske folk. Det var væsener, der lignede mennesker, men som levede skjult i naturen. Man forestillede sig, at de havde deres egne steder, og derfor var der også områder, man lod være i fred, eller hvor man opførte sig lidt anderledes. Det handlede ikke om frygt på den måde, men mere om at være opmærksom og ikke skabe problemer for sig selv. Man kunne for eksempel undgå at tage noget fra naturen uden lige at tænke sig om, og nogle steder lagde man små ting tilbage som en form for gave/bytte. Hvis man skulle gøre noget på et sted eller plukke noget, kunne man også lige stoppe op et øjeblik og være opmærksom, som en måde at vise, at man godt vidste, at man ikke var alene.

Der var også forestillinger om gårdnissen, som hørte til gården og dyrene. Det er ikke den nisse, vi kender fra jul, men en figur, som man mente passede på stedet. Hvis man behandlede den godt, kunne den hjælpe med at holde orden og beskytte dyrene. Hvis man glemte den eller gjorde noget forkert, kunne den til gengæld skabe besvær. Så også her handlede det om at holde sig på god fod. Det kunne for eksempel være ved at stille lidt mad frem til den, klassisk noget som grød eller en rest fra måltidet, og ved at sørge for, at der var orden på gården.

I den keltiske tradition talte man mere om feer, The Good People, The Fair Folk eller The Wee Folk, som også forbindes med naturen, blomstringen og det levende. Især omkring Beltane blev de set som mere aktive, fordi alt i naturen var i bevægelse. Den del er noget, mange stadig arbejder med i dag, når de markerer Beltane, hvor man nogle steder stadig lægger små gaver eller laver små handlinger i naturen som en måde at anerkende det, man oplever omkring sig. Det kan være at lægge blomster, lidt frugt eller noget sødt et sted i naturen, eller bare at sætte sig et øjeblik og være stille og opmærksom på det, der er omkring én. 

Man lagde også mærke til bestemte steder i naturen, som skilte sig ud. Det kunne for eksempel være de her fairy-rings eller elverringe, hvor svampe står i en cirkel, eller nogle gange blomster eller noget andet, der danner en ring. Det var steder, man forbandt med noget særligt, som om der var noget mere på spil. Mange oplever det egentlig stadig i dag, at de kan føles lidt magiske, men også som steder, man lige er opmærksom på.

Derfor gik man udenom dem. Man trådte ikke ind i cirklen og forstyrrede dem ikke, fordi man mente, at det kunne bringe uheld eller gøre, at man kunne komme på afveje.

Fælles for alle de her forestillinger er, at man oplevede naturen som noget levende, hvor der var mere end det, man lige kunne se. Og derfor gjorde man også noget i praksis. Man lagde små gaver som brød, mælk eller honning, som en måde at holde sig på god fod med det, man mente var der. Det var en måde at undgå uheld og skabe bedre betingelser for det, man var afhængig af – både dyr, hjem og det, der voksede i jorden.

Der fandtes også skikke, hvor man gik rundt langs sine marker og omkring sit hjem med fokus på at beskytte det, der var ens eget. Nogle bar ild eller røg med sig, andre brugte vand fra en kilde og lod det dryppe eller sprøjte ud over jorden. Man kunne lægge små ting undervejs, som brød, korn eller urter, eller sige nogle ord højt, mens man gik. Det handlede om at markere: det her er mit, og det her vil jeg beskytte.

Planter blev brugt på samme måde. Man tog grene og blomster ind og placerede dem ved døre, i hjemmet eller i stalden. Hvidtjørn blev brugt meget omkring Beltane, både fordi den blomstrer på det her tidspunkt og derfor er et tydeligt tegn på, at foråret er i gang, men også fordi den blev forbundet med beskyttelse. Den har torne, altså den beskytter sig selv, og derfor blev den også set som beskyttende. Man havde en meget jordnær logik med, at hvis noget beskytter sig selv, så kan det også bruges til beskyttelse. Det planten gør, det kan den også gøre for mig, og derfor hang man den op for at skabe beskyttelse for både hjemmet og dyrene.

Et af de mest kendte symboler ved Beltane er majstangen. Man fældede et træ, fjernede grenene og satte stammen fast i jorden, så den stod midt i fællesskabet. I toppen fastgjorde man lange, farvede bånd, som hang ned langs stammen. Derefter samledes man omkring den og begyndte at danse. Hver tog fat i et bånd, og man bevægede sig rundt om stangen, ind og ud mellem hinanden, krydsede hinanden og skiftede retning. Langsomt blev båndene viklet omkring stammen i lag af farver, der flettede sig ind i hinanden. Det var noget, man gjorde sammen, og det var en måde at markere, at man stod midt i en tid, hvor det hele var i gang.

Farverne i båndene blev forbundet med forskellige kvaliteter. Grøn blev koblet til vækst og det levende, rød til krop, varme og livskraft, gul til sol og lys, hvid til klarhed og nye begyndelser og blå til ro og dybde. Når de blev flettet sammen omkring stangen, samlede de her bånd og farver det, de symboliserede.

I hverdagen ændrede arbejdet også karakter. Det tidlige forår havde handlet om at gøre klar, mens denne tid handlede om at passe det, der allerede var sat i jorden. Man holdt øje med væksten, med vejret og med, hvordan det hele udviklede sig. Året var i gang, og det krævede en anden form for opmærksomhed. Det var ikke længere spørgsmålet om, hvornår man skulle begynde. Man var begyndt.

Samtidig var det en tid, hvor relationer og fællesskab fyldte mere. Man samledes, og man var mere udenfor. Beltane blev også forbundet med kærlighed og forbindelser mellem mennesker, og det viste sig i den måde, man mødtes og var sammen på. Man samledes omkring bålene, spiste sammen og dansede, og der var en stemning af, at man var mere åbne over for hinanden. Det var en tid, hvor man kunne møde nye mennesker, og hvor relationer kunne begynde. Samtidig var hverdagen jo stadig i gang, og arbejdet fyldte sit, men der var alligevel en anden form for liv og bevægelse i det hele.

Der fandtes også skikke som handfasting, hvor to mennesker bandt sig til hinanden for en periode, ofte et år og en dag. Det var en måde at være sammen på, hvor man ikke behøvede at beslutte alt på forhånd. Man gik ind i relationen og så, hvordan den udviklede sig, og når tiden var gået, kunne man mærke efter, om man ville fortsætte eller gå hver til sit.

Så Beltane var en tid, hvor livet blev levet udenfor. Man arbejdede, man mødtes og tog del i det, der nu var i gang. Det var en overgangstid, hvor der skete lidt mere, og hvor man helt naturligt var mere ude. Og samtidig var det også en tid, hvor alt var lidt mere usikkert. Hvis høsten slog fejl, eller dyrene blev syge, eller far brækkede ryggen, så var man prisgivet. Derfor gjorde man alt man kunne, lavede de her ritualer, værnede om fællesskabet, forsøgte at holde sig på god fod med naturånder, osv.

I dag gælder det jo måske ikke på samme måde liv eller død, om tingene lykkes. Eller måske gør det – med den måde vi behandler naturen og ressourcerne og hinanden på, men det er en anden snak. Men der er stadig noget i det.

For vi påvirker jo det, vi er en del af. Den måde vi er sammen med andre på, den måde vi bevæger os i naturen på, og det vi giver ud, det kommer også tilbage på en eller anden måde.

Så det der med at værne om det fællesskab, man har, gøre noget godt for andre, samles og dele noget – det giver stadig mening.

Og det samme med naturen. At man bevæger sig i den med en form for respekt og opmærksomhed, og er bevidst om, at man er en del af noget, der er større end én selv.

Så lad os kigge lidt på, hvad du måske kan gøre i dag.

Hvad kan du gøre i dag?

Hvordan kan du fejre Beltane i dag, og hvad kan du egentlig gøre helt konkret? Når man kigger på de gamle skikke, så handler det i bund og grund om at tage del i den tid på året, vi står i. Men der var også bål, ritualer, majstang, handfasting og alt muligt andet. Og det er jo ikke noget, man nødvendigvis gør i dag på samme måde. Men man kan godt tage noget af det med. Ikke ved at kopiere det hele minutiøst, men ved at plukke det ud, der giver mening, og gøre det på sin egen måde.

Så i stedet for at det skal være stort og omfattende, kan det være små ting i hverdagen, hvor du stadig er i kontakt med det, der foregår lige nu i denne tid.

En god måde at begynde på er at tage noget af det, der foregår udenfor, og lade det få en plads i det, man selv gør. Det kan være at gå en tur og tage noget fra naturen med hjem. Grene, blomster, blade eller det, du lige falder over. Og måske bruge det til at pynte dit alter med.

Du kan også gøre noget mere aktivt med det og lave små kreative projekter. Blomsterkranse er et klassisk eksempel. Du kan samle blomster og grønt og binde en krans, som du kan have på hovedet, hænge op eller lægge et sted i dit hjem. Det er en rolig proces, hvor du sidder med hænderne i det, der vokser lige nu, og det giver en meget direkte fornemmelse af sæsonen. 

Du kan også lave naturpynt ved at samle ting og arrangere dem i små dekorationer. Det kan være på et bord, i en skål eller i en vindueskarm – eller ude i naturen. Det behøver ikke være avanceret, det er mere det at tage noget fra naturen og give det en plads i dit eget rum.

Hvis du har lyst, kan du lave en lille majstang i en enkel version. Du kan finde en gren eller en pind og binde bånd fast i toppen, så de falder ned langs siden. Den kan stå i en potte eller et glas og blive et lille symbol på den tid, vi er i. Farverne kan du vælge, som du har lyst, eller du kan lade dem følge de farver, der ofte forbindes med Beltane, som grøn, rød, gul, hvid eller lyserød.

Hvis du har adgang til en have eller et grønt område, kan du også lave små fehuse eller fairy-homes. Du kan bruge bark, sten, mos og grene og bygge noget småt og stille det indenfor et sted eller ude i din have.

Og hvis der er en lille heks gemt i dig, så er det her også et rigtig godt tidspunkt at lave sin egen stav – eller wand. Du kan gå en tur og finde en gren, som føles god i hånden, og derefter arbejde med den. Du kan slibe den, forme den lidt og vælge, om du vil dekorere den med snor, bånd eller små ting fx krystaller eller fjer, eller om du vil lade den være helt enkel. Den kan bruges i ritualer, hvor du samler din opmærksomhed, markerer en cirkel eller hvad du ellers mener du kan bruge en ”wand” til.

Du kan også tage nogle af de gamle skikke og bruge dem i en form, der passer ind i din hverdag. En af dem er det her med at gå rundt om sit hjem eller sin grund. Du kan gå en runde omkring dit hus, din lejlighed eller det sted, du bor, og have fokus på at beskytte det, der er dit. Du kan tage noget vand med, for eksempel månevand, hvis du allerede arbejder med det – hvis du har hørt nogle af mine afsnit her på podcasten om ritualer til fuldmåner eller nymåner, der snakker jeg tit om at lave månevand, eller bare almindeligt vand i en skål, som du har holdt i hænderne et øjeblik og lagt en intention i. Så kan du sprøjte eller sprinkle vandet rundt undervejs, mens du går, og måske sige nogle ord for dig selv. Fx at du ønsker ro, tryghed og beskyttelse omkring det sted, du bor. 

Du kan også arbejde med ild, hvis du har mulighed for det. Det kan være et bål, hvis du er et sted, hvor det giver mening, eller bare et stearinlys (eller LED-lys). Du kan tænde det og sidde lidt med det og lade det være et samlingspunkt for dine tanker – et sted, hvor du lige stopper op og mærker, hvad der er i gang i dit liv lige nu, og hvad du gerne vil tage med videre ind i den tid, vi går ind i. Og hvis du har lavet bål eller tændt et stearinlys, kan du skrive et ønske ned på en seddel og smide ind i flammerne eller brænde over stearinlyset, for at frigive ønsket ud i universet. Eller skriv noget, du vil give slip på – en dårlig vane, en relation, minder, tanker eller andet – og brænd dem for at give slip på dem.

Hvis du er sammen med andre, kan du også gøre noget sammen. Beltane handler jo også om fællesskab. Det kan være så enkelt som at spise et måltid sammen, være ude eller bare bruge tid sammen på en anden måde, end man måske har gjort hen over vinteren. Hop over et lille bål eller stearinlys sammen, smid sedler ind i bålet sammen, eller lignende.

Mad og festligheder

Maden ved Beltane hænger helt naturligt sammen med den tid på året, vi står i. I de gamle bondesamfund var vinterens forråd ved at slippe op, og det, der blev sået i foråret, var i gang med at vokse, men endnu ikke klar til at blive høstet i større mængder. Man befandt sig midt imellem to sæsoner, hvor man både begyndte at få adgang til noget friskt igen og stadig brugte det sidste fra vinteren.

Noget af det første, der dukker op, er de vilde urter. Brændenælde, skvalderkål, mælkebøtteblade og ramsløg har været brugt i mange generationer, fordi de er tilgængelige lige nu, hvor man har brug for dem. De kunne indgå i supper, brød eller bare tilberedes enkelt, og de gav kroppen noget af det, den havde brug for efter vinteren.

Samtidig begynder der at ske noget med dyrene. Når de kommer ud på græs, får de frisk føde, og det kan mærkes på det, de giver. Der kommer mere mælk, og den ændrer karakter og er mere fed og fyldig, fordi dyrene nu spiser frisk grønt. Det betyder, at der er mere at lave smør og ost af.

Noget, der også hører til den her tid, er majvin eller maibowle, som laves på skovmærke. Det er en plante, der typisk er klar omkring Beltane, og som giver en mild og let sødlig smag, når den trækker i vin. Vær OBS på ikke at bruge for meget skovmærke, den indeholder faktisk et stof, der er lettere giftigt i for store mængder.

Hvis du har lyst til at prøve det selv, kan du lave en helt enkel majvin derhjemme:

Du skal bruge:

– En lille håndfuld frisk skovmærke

– 1 flaske hvidvin (gerne let og tør)

– Lidt sukker eller honning

– Eventuelt et par skiver citron eller appelsin

Sådan gør du:

– Lad skovmærken ligge og tørre et par timer efter du har plukket den

– Læg den i en karaffel eller skål og hæld vinen over

– Lad det trække i cirka 30-60 minutter

– Tag skovmærken op igen

– Smag til med sukker eller honning

– Tilsæt eventuelt citrus og lad det stå lidt

Serveres kold, gerne ude hvis vejret er til det.

Mængden af skovmærke må gerne være moderat, fordi smagen er tydelig og træder hurtigt frem. Det giver en mild og afrundet drik, som passer fint til den her tid på året og til den måde, man traditionelt har brugt det, der vokser omkring én.

Noget af det, der også giver rigtig god mening på den her tid, er at lave en picnic og tage det hele med ud.

Pak en picknickkurv med noget af det, du selv har lavet, eller bare det, du har lyst til at spise. Det kan være helt enkelt.

Du kan lave en frittata eller en omelet med nogle af de urter, der er i sæson lige nu. Brændenælde, ramsløg eller hvad du lige har ved hånden. Du kan bage et brød og måske tilsætte lidt urter, eller bare tage et godt brød med og noget smør eller ost.

Skær lidt frugt, tag noget med, der er nemt at dele, og hvis du har lavet majvin, så er det jo oplagt at tage den med i picknickkurven også. Find et sted, hvor du har lyst til at være. En park, en skov, ved vandet eller et sted i nærheden af dig, hvor der er lidt ro. Og så sæt dig der og spis. Sammen med nogen eller bare for dig selv.

Alter, farver og symboler ved Beltane

Et alter ved Beltane er et sted, hvor du samler nogle ting, som passer til den tid på året, vi står i. Det kan være en vindueskarm, en hylde du rydder, et lille bord eller toppen af en skænk eller en lav reol.

Ved Beltane giver det god mening at tage noget af det friske grønne med ind. Bøgegrene er et rigtig fint eksempel, fordi de har den der helt lysegrønne farve, som kun er der lige nu. Man kan sætte dem i en vase og lade dem stå og folde sig ud.

Blomster passer også godt ind. Det kan være en lille buket eller bare et par enkelte stilke, du sætter i en vase.

Du kan også tage ting med ind fra naturen, som små sten, grene eller blade, og lægge dem i en skål eller bare lade dem ligge for sig selv.

Hvis du bruger røgelse, kan du også stille det der og tænde det. Det giver en dejligt duft i rummet og skaber en særlig stemning. Du kan tænde det, når du lige sætter dig der, måske i et øjeblik for dig selv, eller hvis du mediterer foran dit alter eller bare gerne vil have lidt ro.

Og så kan du tage noget med, som er mere personligt. Fx billeder af familie, børn eller kæledyr, eller andre små ting eller figurer, som betyder noget for dig.

Til sidst kan du sætte et eller flere lys på alteret. Det kan være helt almindelige hvide lys, eller du kan vælge farver, som passer til Beltane. Farverne hænger tæt sammen med det, der sker i naturen lige nu, og kan symbolisere noget, du gerne vil have fokus på:

– GRØN peger på alt det, der vokser. Blade, græs og nye skud, som folder sig ud over det hele. Det er farven på liv og bevægelse.

– RØD hænger sammen med varme og livskraft. Den har en mere kropslig energi og forbindes også med ilden, som spiller en vigtig rolle ved Beltane.

– HVID giver en lethed og en klarhed. Den skaber ro og samler det hele.

– LYSERØD ligger tæt på blomstringen og forbindes med kærlighed, relationer og det, der åbner sig mellem mennesker.

– GUL / GYLDEN peger på solen og lyset. Det er den varme, der har fået fat, og som får det hele til at vokse.

Du kan vælge én eller flere af farverne og lade dem gå igen i lys, blomster eller det, du har stående. På den måde hænger det hele sammen og understøtter den tid, vi er i. Et alter ved Beltane må gerne ændre sig, og du kan flytte rundt på tingene, tage noget væk og lægge noget nyt til undervejs, så det følger den vækst der er i naturen lige nu, hvor alting vokser og folder sig ud.

Urter ved Beltane

Urter ved Beltane hænger tæt sammen med den tid på året, vi står i. Det er den periode, hvor vinterens forråd er ved at slippe op, og hvor det, der er sået i foråret, stadig er i gang med at vokse og endnu ikke er klar til at blive høstet i større mængder. Man står lidt midt imellem, hvor der er bevægelse og vækst, men stadig begrænset af det, der kan hentes direkte fra markerne. Derfor har det i mange generationer været vigtigt at kende de vilde urter og bruge det, der voksede lige omkring én, som en helt konkret måde at få næring og vitaminer på efter vinteren.

Vi har allerede været inde på nogle af de urter, der dukker op på den her tid, som brændenælde, mælkebøtteblade, skvalderkål, ramsløg og skovmærke til majvin. Her zoomer vi ind på tre urter, som passer særligt fint til Beltane, og som både har været brugt praktisk i hverdagen og haft en plads i folketro og traditioner: gråbynke, hvidtjørn og rødkløver.

Og nu må I lige bære over med mig, kære lyttere, for jeg har altså kastet mig ret meget over det her med urter. Jeg tog sidste år et kursus i urter, deres medicinske virkning og hvordan man kan lave tinkturer, salver, urteudtræk og alt muligt andet, og jeg gik virkelig ind i det med liv og sjæl. Jeg har altid syntes, det var spændende, men det her gjorde, at jeg kom endnu dybere ned i det, og nu ved jeg faktisk en del om en række urter.

Det er også derfor, jeg har valgt at tage de her urte-afsnit med her under hver sabbat, for jeg har simpelthen så meget lyst til at fortælle om dem. Så det bliver måske lige en lille smule langt, det her afsnit, men jeg håber, I vil være med, for det er virkelig spændende.

Gå gerne ud og se, om I kan finde dem i naturen. Jeg lægger også billeder op på min hjemmeside under det her indlæg om Beltane, så I kan genkende dem, men lige præcis de tre urter, jeg har valgt her, er nogle, de fleste godt kender eller har set før.

Og I kan starte helt enkelt, for eksempel med at lave en kop te af de her urter. Og hvis I bliver nysgerrige og gerne vil vide mere om, hvad man ellers kan bruge dem til, så må I endelig søge videre selv eller skrive til mig. Jeg vil rigtig gerne svare jer og dele mere af det.

Gråbynke (Artemisia)

Gråbynke er en af de urter, man ofte går forbi uden rigtigt at lægge mærke til den, men den vokser mange steder. Man kan finde den langs veje, ved stier, i rabatter og tæt på bebyggelse, og når den står fuldt udvokset senere på året, kan den blive op til to meter høj. På den her tid af året er den mindre, men bladene er allerede fremme, og det er dem, man bl.a. kan bruge.

Bladene kan for eksempel bruges til te. Den har en lidt bitter smag, og det er netop den bitre kvalitet, der gør, at den virker godt i forhold til fordøjelsen. Den bliver traditionelt brugt mod oppustethed og luft i maven.

Når urter er bitre sender de et signal via nerverne til hjernen, om at ”det her er bittert”. Når hjernen får det signal, sender den besked videre til fordøjelsessystemet, og så bliver der frigivet spyt, mavesyre, galde og fordøjelsesenzymer. Det gør, at kroppen bedre kan nedbryde maden og optage næringsstoffer. Effekten sker faktisk allerede, før maden er i maven. Det starter i munden, hvor kroppen gør sig klar til det, der kommer. Hvis man tilsætter sukker og dæmper den bitre smag, eller får den til at forsvinde, så sker det her ikke på samme måde. De bitre receptorer bliver ikke aktiveret, signalet til hjernen bliver svagere eller udebliver, og så bliver fordøjelsesresponsen også mindre. Så det handler om at lade den bitre smag være der og tage den med, hvis man gerne vil have den virkning.

Og når jeg siger, at det er godt for fordøjelsen, så er det, det på flere måder. Når du smager noget bittert, så producerer kroppen mere mavesyre, og det hjælper med at nedbryde maden bedre, især protein. Samtidig stimulerer det også galden, altså lever og galdeblære, så de kommer i gang. Der kommer mere galde, og det er vigtigt for at nedbryde fedt og optage de fedtopløselige vitaminer A, D, E og K. Der bliver også frigivet flere fordøjelsesenzymer, så maden bliver bedre nedbrudt, og kroppen får mere ud af det, du spiser. Det kan også hjælpe mod oppustethed, fordi fordøjelsen kører bedre, så man oplever mindre luft i maven og mindre tunghed efter måltider. Derudover kan de bitre smage også være med til at regulere appetitten. De kan dæmpe sukkertrang og gøre, at man føler sig mere mæt. Og så støtter de også leveren, altså hjælper kroppen med at udrense og afgifte.

Så der er rigtig mange gode grunde til at lade være med at overdøve den bitre smag. Det er et signal, og hvis man ikke smager det, så bliver signalet ikke sendt videre, og så sætter det hele heller ikke i gang på samme måde.

Samtidig bliver gråbynke også set som en urt, der virker ind på nervesystemet. Den bliver beskrevet som en nervetonic, som kan være med til at skabe ro og balance, særligt i perioder hvor man er lidt stresset. Det passer egentlig meget godt til den her tid på året, hvor tempoet begynder at stige, og hvor der kan være mange ting, der fylder og er i gang.

Gråbynke har også haft en plads i den mere rituelle brug af urter. Den er blevet forbundet med drømme og med det, man kalder klare drømme eller lucid dreaming. Nogle vælger at drikke en kop te inden sengetid og have en drømmedagbog liggende ved siden af sengen, så man kan skrive sine drømme ned, når man vågner.

Historisk har gråbynke også været brugt som krydderi. Den blev kaldt fattigmandspeber, fordi peber var en dyr vare, som ikke alle havde råd til. I sensommeren og det tidlige efterår kunne man samle frøene fra gråbynken og bruge dem i maden som en erstatning. Det fortæller noget om, hvordan man brugte det, der voksede omkring én, og fandt løsninger med det, man havde.

Hvidtjørn (Crataegus)

Hvidtjørn er en af de planter, der virkelig hører den her tid til. Det er en busk eller et lille træ, som man møder rigtig mange steder i landskabet, i hegn, langs stier og i udkanten af skove, og når man først lærer den at kende, opdager man, hvor meget der egentlig er af den. Man kan næsten ikke gå en tur i Danmark uden at støde på hvidtjørn et eller andet sted.

Det er nu, man begynder at kunne samle bladene, og i løbet af maj springer blomsterne også ud, og det er netop derfor, den så tydeligt hører til omkring Beltane. Når den står i blomst, er det et af de mest klare tegn på, at foråret er i fuld gang, og at naturen er i bevægelse og fylder mere og mere.

Både blade og blomster kan bruges, og en helt enkel måde er at lave te på dem. Man kan også lave tinktur eller tørre dem og gemme dem til senere på året, så man stadig har noget af foråret med sig, når vi bevæger os videre ind i sæsonen. Senere på året kommer bærrene, som modner i sensommeren og efteråret, og de hænger tit på busken langt ind i vinteren.

Hvidtjørn bliver regnet som en af de klassiske hjerteurter. Den bliver brugt til at støtte kredsløbet og hjertets funktion, og mange kender den netop for den virkning. Det er blandt andet, fordi den styrker hjertets pumpekraft. Den indeholder flavonoider og procyanidiner, som hjælper hjertet med at trække sig bedre sammen og pumpe blodet mere effektivt. Det giver en bedre blodcirkulation og en mindre belastning af hjertet. Den udvider også blodkarrene og får dem til at slappe mere af. Det giver en bedre blodgennemstrømning og en lavere modstand i kredsløbet. Derudover kan den være med til at stabilisere hjerterytmen. Hvis man oplever uro i hjertet eller lettere rytmeforstyrrelser, bliver den også brugt der. Den har også en mild beroligende effekt og påvirker nervesystemet lidt. Den kan give mere ro i kroppen og mindre spænding, og det hjælper også hjertet indirekte, fordi det ikke er godt at have for meget stress i kroppen. Og så kan den støtte ved let forhøjet blodtryk. Fordi den udvider blodkarrene og forbedrer cirkulationen, kan den være med til at holde blodtrykket mere stabilt.

Hvis man arbejder mere i dybden med hvidtjørn, så bruger man både blade, blomster og bær, fordi de tilsammen giver den fulde effekt. Bærrene kræver lidt mere forberedelse, fordi de er hårdere, så hvis de er tørrede, giver det god mening at lade dem simre i et kvarters tid, så indholdsstofferne rigtig kommer frem.

Samtidig har hvidtjørn en lang historie i folketro og traditioner, som passer meget fint ind i den her tid på året. Den vokser ofte i overgange i landskabet, i hegn og skel, og derfor blev den set som et træ, der står mellem forskellige steder. Det gjorde, at man forbandt den med det, man ikke nødvendigvis kan se direkte, og den bliver mange steder omtalt som et træ, der står tæt på det, jeg før har snakket om – som naturvæsener eller det underjordiske.

I keltisk folketro blev hvidtjørn betragtet som et træ, man havde respekt for. Især hvis den stod alene, lod man den stå i fred, og nogle steder lagde man små gaver ved den, som en måde at anerkende det, man delte landskabet med. Det kunne være lidt mælk, brød eller blomster, helt enkle ting, som en gave eller en gestus.

Omkring Beltane blev hvidtjørn også brugt helt konkret. Man tog grene med blomster ind i hjemmet eller satte dem ved døre, fordi de blev forbundet med livskraft, vækst og kærlighed. Den rige blomstring gjorde den til et tydeligt billede på det, der sker i naturen lige nu, og derfor blev den en naturlig del af den måde, man markerede tiden på.

Samtidig blev den brugt som beskyttelse. De kraftige torne gjorde, at man opfattede den som noget, der kunne holde noget væk, og derfor hang man den op ved døre eller i stalden for at skabe tryghed og beskyttelse omkring både hjem og dyr. Det var en helt konkret måde at arbejde med det på i hverdagen.

I forhold til relationer og kærlighed har den også haft en plads. Fordi den blomstrer så rigt og tydeligt, blev den forbundet med frugtbarhed og forbindelser mellem mennesker, og den kunne indgå i ritualer, hvor man arbejdede med netop det at mødes, skabe bånd og lade noget vokse.

Hvis man ser på det i dag, giver det god mening at bruge hvidtjørn som en plante, der både støtter hjertet helt fysisk og samtidig bærer de her andre lag med sig. Man kan tage en gren eller flere med ind og stille på sit alter, sætte en gren ved en dør eller have den med i ritualer.

På den her tid af året giver det god mening at starte med bladene og blomsterne. En kop te lavet på dem er mild, let og er en god måde at starte med at arbejde med denne plante på.

Rødkløver (Trifolium pratense)

Rødkløver er en af de planter, de fleste kender, og som man begynder at lægge mere mærke til fra maj og hen over sommeren. Den blomstrer fra maj til september og vokser mange steder, i enge, på marker, langs stier og i grøftekanter. Når man først får øje på den, ser man den næsten overalt.

Man kan godt forveksle den med andre kløverarter, men det gør ikke så meget i praksis. Der er ikke noget i den gruppe, man normalt skal være bekymret for i forhold til giftighed. Hvis man gerne vil kende rødkløveren mere præcist, så er et af de tydelige kendetegn den hvide marmorering på bladene. Det er den, man kan kigge efter, hvis man vil være sikker.

Det er blomsten, man bruger. Den kan samles gennem hele blomstringsperioden, og det er en plante, der er nem at arbejde med. Man kan tørre blomsterne og gemme dem, så man har til senere, eller bruge dem friske.

Rødkløver bliver ofte brugt i forhold til kvinders cyklus og hormonbalance. Den er især kendt for sin virkning i overgangsalderen. Det hænger blandt andet sammen med, at den indeholder nogle plantestoffer, der kaldes fytoøstrogener. Det er stoffer, som minder om kroppens eget østrogen og kan binde sig til de samme receptorer. Det betyder, at den kan give en mild støtte til kroppen, når hormonerne svinger, eller når der er mindre østrogen til stede. Det er blandt andet derfor, den bliver brugt i forhold til menstruationscyklus, hvor hormonerne naturligt bevæger sig op og ned. Her kan den være med til at skabe lidt mere ro i de skift, der sker undervejs. Men det er især i overgangsalderen, at mange kender den. Når østrogenniveauet falder, kan det give symptomer som hedeture, svedeture, uro og søvnproblemer. Her kan rødkløver være med til at dæmpe noget af det, fordi den går ind og efterligner noget af østrogenets virkning, bare i en mildere form. Samtidig har den også en mere generel virkning i kroppen, hvor den kan støtte både kredsløb og knogler. Det er ikke noget, der virker hurtigt eller voldsomt, men mere noget, der støtter over tid og hjælper kroppen med at finde lidt mere balance i det, der er i gang. 

Som te er rødkløver mild og behagelig. Den har en rolig og blid virkning, og mange bruger den som en daglig kop te, når man gerne vil støtte kroppen lidt ekstra eller finde lidt ro i kroppen.

Den kan også bruges udvortes. Man kan lave en salve eller creme, eller man kan brygge en stærk te og bruge den direkte på huden. Den bliver brugt til at lindre kløe, insektbid, eksem, psoriasis og forskellige former for hudirritation. Det er en enkel måde at arbejde med den på, hvor man bruger det, man har samlet, helt konkret.

I forhold til folketro og traditioner fylder rødkløver ikke helt det samme som for eksempel hvidtjørn, men den har alligevel haft sin plads. Selvom man ikke talte om hormoner eller overgangsalder på den måde dengang, så kendte man alligevel til virkningen gennem erfaring. Man vidste, hvilke planter der hjalp i bestemte situationer, og rødkløver har sandsynligvis også været brugt i forhold til kvinder, når kroppen var i forandring. Man ville ikke have forklaret det, som vi gør i dag, men mere som noget, der skabte ro eller balance i kroppen. Så selvom sproget var et andet, har erfaringen med planten formentlig været der alligevel.

Kløver generelt har været forbundet med held, især når man taler om firkløveret, som mange kender som et tegn på held. Rødkløver har i den sammenhæng været en del af det samme billede af noget, der bringer noget godt med sig, og som knytter sig til det levende og frodige landskab.

Samtidig har den, ligesom mange andre engplanter, været en del af det, man samlede og brugte i hverdagen. Det var en plante, man kendte, og som man brugte, når man havde brug for noget, der kunne støtte kroppen eller lindre noget helt konkret. 

Så saml den, tør den, lav en kop te eller brug den på huden, hvis der er behov for det. Det er en plante, der er lige til at gå til, og som passer godt ind i den her tid på året, hvor det hele vokser og er i gang.

…….

Når man ser på de her urter samlet, giver det et ret fint billede af den tid på året, vi står i. Det er planter, der vokser lige nu, som er tilgængelige, og som man kan gå ud og samle med det samme, hvis man har lyst.

De kræver ikke det store. Man kan tage lidt med hjem, tørre det, lave en kop te eller bruge det helt enkelt i hverdagen. Det hænger sammen med den måde, man altid har brugt naturen på. Man har taget det, der var der, og brugt det på en måde, der gav mening i den tid, man stod i.

Og det er egentlig også sådan, man kan arbejde med det i dag. Gå en tur, læg mærke til hvad der vokser, pluk lidt med hjem og prøv det af. Det behøver ikke være mere kompliceret end det. Det er bare en måde at være lidt mere med i det, der allerede sker omkring os. Men vær selvfølgelig obs på om det er giftigt. 

Det indre arbejde ved Beltane

Hvis vi skal snakke om det indre arbejde ved Beltane, så er det egentlig ikke fordi, man skal til at finde ud af en masse nyt. Det er mere sådan en fornemmelse af, at det, man allerede har haft gang i, begynder at røre på sig. At der er noget, der gerne vil lidt mere. Fylde lidt mere. Have lidt mere plads i ens liv. Og så kan man mærke, at man får lyst til at gøre noget ved det.

Det behøver ikke være noget stort. Det kan være helt små ting. At man får skrevet til nogen, man har tænkt på. At man får taget hul på noget, man har haft liggende. At man siger ja til noget, man godt kan mærke, man egentlig har lyst til. Der er sådan en bevægelse i tiden, som gør det lidt lettere at gå med det, der allerede er i gang.

Samtidig kan man også begynde at mærke lidt tydeligere, hvad der egentlig betyder noget. Hvad man har lyst til at bruge sin tid på. Hvad der føles rart, og hvad der ikke rigtig gør længere. Og det kan vise sig helt konkret i hverdagen. At man vælger noget til. Eller giver lidt mere plads til det, man godt kan mærke, man gerne vil.

Der er også noget med kroppen på den her tid. Man får ofte lidt mere lyst til at være i gang. Være ude. Bevæge sig. Mærke sig selv på en anden måde. Det kan være så simpelt som at gå en tur og lige lægge mærke til, hvad der er omkring én. Eller bare være lidt mere til stede i det, man gør i løbet af dagen. Så det indre arbejde ligger ikke kun oppe i hovedet. Det ligger også i det, man gør, og i den måde man er i sit eget liv på.

Og så er der relationerne. Man får ofte mere lyst til at være sammen med andre. Mødes. Snakke. Grine. Være ude sammen. Eller bare være lidt mere nærværende med de mennesker, man allerede har i sit liv. Der er sådan en åbenhed i det, hvor det bliver lidt lettere at være i det, der opstår mellem mennesker.

Og så kommer vi til det her med kærlighed. For det fylder virkelig meget ved Beltane, og mange steder bliver det meget koblet op på det her med forelskelse, tiltrækning og det fysiske mellem mennesker. Og det er der også en energi af. Men det er altså ikke kun det.

For der er også mange, som ikke har en kæreste, eller som ikke har lyst til at date, eller som bare har lyst til at være i deres eget. Og der kan man tage den samme energi og vende den ind mod sig selv. Altså virkelig gøre noget rart for sig selv.

Det kan være at tage et bad, hvor man gør lidt ekstra ud af det. Måske med en olie, der dufter godt, rosen eller noget andet, man kan lide, og måske med blomsterblade i vandet. Gøre det til sådan en lille oplevelse, hvor man faktisk er i det og nyder det. Man kan smøre sig ind i olie eller creme bagefter, stille og roligt, og bare være i sin egen krop på en rar måde.

Man kan lave noget mad til sig selv, som man virkelig har lyst til. Noget man glæder sig til at spise. Det kan være alt muligt, sushi, boller i karry, hvad end det er. Bare det der med, at man faktisk kræser lidt for sig selv.

Og så er der også det her med at se på sig selv. Måske stille sig foran spejlet, nøgen, og bare kigge. Se sin krop, som den er. Med det hele. Og så sige til sig selv, at man er dejlig. At man er værd at elske. At man godt må være her.

Det er også kærlighed. Og det er også en del af det indre arbejde ved Beltane.

Og så er der livskraften i det. Den der følelse af, at noget er i gang. At der er noget, der vokser. Enten i ens liv eller indeni. Det kan være, man får lidt mere energi til det, man er i gang med, eller at man begynder at mærke en glæde i det, man gør. Og det handler egentlig bare om at følge det. Lægge mærke til det. Give det lidt plads.

Så det indre arbejde ved Beltane handler egentlig bare om at være med i det, der allerede er i gang. At gå med det. Give det plads. Og se, hvad det udvikler sig til.

Opsummering

Beltane markerer det sted i året, hvor det hele er i gang. Det, der begyndte tidligere på foråret, er kommet i gang for alvor, og man kan mærke det både i naturen og i sin hverdag. Det grønne fylder, dagene er lysere, og der er en anden energi i det hele, hvor man får lyst til at være mere ude, være mere sammen med andre og få taget fat på det, man har gang i.

Det er også en tid, der hænger sammen med frugtbarhed, relationer og fællesskab. Noget vokser, noget udvikler sig, og noget begynder at fylde mere. Det kan være noget i dit eget liv, du allerede er i gang med, som begynder at tage lidt mere plads, eller noget du giver mere opmærksomhed, fordi du kan mærke, at det betyder noget for dig.

Samtidig hænger Beltane også sammen med de gamle skikke, hvor man arbejdede med ild, planter og ritualer for at passe på det, man var afhængig af, og støtte det, der var i gang. Det var en måde at forholde sig til en tid, hvor der var meget på spil, og hvor man gjorde det, man kunne med det, man havde.

I dag kan man tage noget af det med ind i sin egen hverdag på en måde, der giver mening for en selv. Det kan være gennem små ting, man gør, gennem det man laver, det man spiser, eller den måde man er sammen med andre på. Det kan være helt enkelt og stadig føles vigtigt.

Så helt kort sagt er Beltane den tid på året, hvor man kan mærke, at det hele er i gang, og hvor man selv begynder at tage mere del i det. Man får taget fat på det, man er i gang med, er mere sammen med andre og giver lidt mere plads til det, der betyder noget.