
Når Merkur går ind i Vædderen den 15. april, så bevæger vores tanker, vores måde at tale på og vores indre dialog sig ind i en helt anden energi, end den vi har stået i op til nu. Merkur handler jo om kommunikation, tanker, ord, beslutninger og den måde, vi forstår og formidler verden på, og når den står i Vædderen, så bliver det hurtigt, direkte og meget mere impulsivt.
De sidste par uger har Merkur stået i Fiskene, og det er en helt anden måde at tænke og kommunikere på, hvor tingene kan være mere flydende, mere intuitive og nogle gange også lidt sværere at sætte helt klare ord på. Man kan have haft en oplevelse af at mærke tingene mere end at kunne forklare dem, eller at tanker og følelser har flettet sig ind i hinanden. Når Merkur så træder ind i Vædderen, så sker der et skifte, hvor det, der før var lidt diffust, begynder at samle sig og få retning, og hvor det bliver nemmere at sige: det er det her, jeg mener.
Det er en energi, hvor tingene kommer ud, mens vi tænker dem, hvor man får lyst til at sige tingene lige ud, og hvor der er en større villighed til at tage ordet, tage initiativ i samtaler og få sagt det, der ligger og presser sig på. Der kan være en oplevelse af klarhed, som om noget falder på plads, og hvor man pludselig ved, hvad man mener, og har lyst til at handle på det.
Samtidig hænger det jo tæt sammen med alt det andet, der foregår i Vædderen lige nu, fordi Merkur træder ind i et felt, der allerede er aktiveret af Solen, Mars, Neptun, Saturn og Chiron, og det betyder, at tankerne bliver farvet af den her stærke “sæt i gang”-energi. Det er ikke så meget lange overvejelser og analyser, det er mere: hvad føles rigtigt, og hvad gør jeg ved det.
Det kan være en rigtig god energi til at tage beslutninger, få sat ord på noget, man har gået og tænkt på, starte en samtale, få sagt sin mening eller få taget hul på noget, der har stået og ventet. Det kan være alt fra at tage en snak med en ven, sende en besked, få meldt noget klart ud på arbejdet, eller træffe en beslutning, man har skubbet foran sig.
Samtidig kan tempoet også blive højt, og der kan være en tendens til at tale, før man lige har mærket helt efter, eller til at reagere hurtigt i samtaler. Det kan gøre kommunikationen mere direkte, hvor tingene kommer ud, som de er.
Og hvis vi kobler det sammen med Mars/Neptun-energien, som stadig ligger i baggrunden, så bliver det ekstra interessant, fordi Merkur i Vædderen gerne vil være klar og handle, mens Neptun stadig bringer noget mere flydende ind i billedet. Så det kan være en periode, hvor man både kan få stærke indsigter og klare tanker, og samtidig mærke, at det er vigtigt lige at tjekke ind med sig selv, så ordene og beslutningerne kommer fra et sted, der føles rigtigt.
Merkur bevæger sig relativt hurtigt, og den står i Vædderen fra den 15. april og frem til den 3. maj, hvor den går videre ind i Tyren, så det her er en energi, der er aktiv i et par uger, og som man tydeligt kan mærke bevæge sig videre. Hvor Vædderen handler om at tage det første skridt og få sagt tingene, som de er, så vil Merkur i Tyren efterfølgende begynde at sætte tempoet lidt ned igen og give mere ro til at mærke efter, lade beslutninger forankre sig og tænke tingene mere igennem.
Så man kan næsten opleve det som en bevægelse hen over de her uger, hvor man først går fra Fiskenes mere flydende og sansende måde at tænke på, ind i Vædderens klare og direkte energi, hvor ting bliver sagt og sat i gang, og derefter videre ind i Tyrens mere rolige og stabile tempo, hvor det, man har sat i gang, får lov til at lande og tage form.
Så det er en tid, hvor det giver mening at sige det, du mener, tage initiativ i dine samtaler og handle på dine tanker – og samtidig lige give dig selv et øjeblik til at mærke, om det også er det, der føles rigtigt inde i dig.
Når vi taler om transitter som Merkur i Vædderen, så påvirker det os alle sammen, men nogle vil mærke det tydeligere, alt efter hvordan det rammer deres fødselshoroskop. For at finde ud af det, kan du gå ind og slå dit eget fødselshoroskop op, hvis du kender dit præcise fødselstidspunkt, din fødselsdato og det sted, du er født. Der findes mange sider online, hvor du kan indtaste dine oplysninger og få dit horoskop frem, og her kan du se, hvilke tegn der ligger i hvilke huse hos dig. Når du ved, hvor Vædderen ligger i dit horoskop, så kan du også se, hvilket område af dit liv Merkur bevæger sig igennem lige nu, og dermed hvor du især vil kunne mærke energien.
Det vil især være noget, man kan mærke tydeligt, hvis man selv har planeter eller vigtige punkter i Vædderen, fordi Merkur så går hen og aktiverer det område direkte. Det kan være din Sol, Måne, Ascendant eller personlige planeter som Merkur, Venus eller Mars, og så vil det typisk opleves som om, at der kommer gang i noget, hvor du får lyst til at sige noget, tage initiativ eller handle på noget, der føles vigtigt for dig.
Det samme gælder faktisk også de andre ildtegn, altså Løven og Skytten, hvor energien flyder mere naturligt, og hvor det kan føles som en medvind i tankerne og i kommunikationen, hvor tingene bare glider lettere, og man tør stå frem med det, man mener.
Omvendt kan man også mærke det tydeligt, hvis man har meget i de tegn, der står overfor eller i spænding til Vædderen, altså Vægten, Krebsen og Stenbukken, fordi der kan opstå lidt mere friktion. Det kan være, at man bliver udfordret på sin måde at kommunikere på, eller at man bliver mødt af andres direktehed på en måde, der kræver, at man lige finder sin egen balance i det.
Og så er der også det med husene, som jo er rigtig vigtigt, for det er der, det bliver helt konkret i ens liv.
Jeg har for eksempel selv Merkur i mit syvende hus, altså relations- og parforholdshuset, så for mig vil det være mine relationer, der bliver aktiveret. Det kan være, at jeg mærker en større utålmodighed i mine samtaler, hvis det går lidt langsomt, hvor jeg får lyst til at få sagt det, jeg tænker, i stedet for at gå og vende det i flere dage. Det kan også være, at jeg afbryder lidt mere, fordi jeg allerede godt ved, hvad jeg vil sige, eller at jeg hurtigere får sagt ja eller nej i relationer, uden at skulle tænke så længe over det.
Jeg kan også mærke en større ærlighed i den måde, jeg taler på, hvor tingene kommer mere lige ud, og hvor jeg ikke har det samme behov for at pakke det ind. Og det kan give en oplevelse af, at jeg bliver mere handlekraftig i mine relationer, hvor jeg tager en beslutning eller får sagt noget højt, i stedet for at gå og overveje det længe. Og så kan jeg også mærke en mindre tålmodighed med samtaler, der kører lidt i ring, hvor jeg får lyst til at skære lidt ind til benet og komme frem til det, det egentlig handler om.
Og hvis vi tager det over i parforhold, for jer der har en partner, så kan det for eksempel være, at man får sagt noget i stil med: “det der, det blev jeg faktisk lidt irriteret over”, hvor man bagefter lige kan tage sig selv i at tænke, gud, det plejer jeg ikke bare at braldre ud med det her. Men i den her periode kommer det lidt hurtigere og mere direkte.
Hvis Merkur derimod bevæger sig gennem det tolvte hus, som jo er det indre hus eller det skjulte hus, så kan det opleves mere stille og indadvendt, hvor tankerne kører mere på det indre plan. Det kan være sværere at sætte ord på tingene udadtil, og i stedet foregår der en form for indre bearbejdning, hvor man tænker, mærker og måske får indsigter, som der først senere bliver sat ord på. Her kan det give mening at give sig selv lidt mere ro og plads til at lade tankerne lande.
Og hvis vi tager et tredje eksempel, for eksempel karrierehuset, altså tiende hus, så bliver det meget tydeligt i forhold til arbejde, retning og det, man gerne vil ud med i verden. Her kan man mærke en større lyst til at sige sin mening i arbejdssammenhænge, tage initiativ, melde noget klart ud eller træffe beslutninger omkring sin retning. Det kan være, at man siger noget højt, man længe har tænkt, eller tager et skridt i sin karriere, hvor man viser mere tydeligt, hvad man står for.
Så man kan sige, at vi alle sammen mærker energien, men hvor og hvor tydeligt vi mærker den, afhænger af, hvor den rammer i vores eget horoskop, og det er her, det bliver personligt og konkret i ens eget liv.



Leave a Reply