
Første kvarter i Løven, fredag d 24. april kl 04:33, er den del af månecyklussen, hvor det, vi satte i gang ved nymånen, begynder at tage mere form.
Sidste uge talte vi om nymånen i Vædderen, hvor det handlede om at tage det første skridt. At mærke en impuls og sætte noget i gang. Og her, ved første kvarter, begynder det så at skulle stå lidt mere frem og få plads.
Det er her i månecyklussen, hvor man begynder at kunne mærke, hvad det egentlig kræver at føre det videre. Hvor der kan opstå en form for modstand, eller hvor man bliver nødt til at tage stilling og vælge, hvordan man vil gå videre med det, man har startet.
Det er altså en fase, hvor man går fra at have taget det første skridt til at begynde at handle mere konkret på det.
Og når det sker i Løvens tegn, så får det en helt særlig farve. Løven er et tegn, der gerne vil leve, udtrykke sig og være til stede med det, der føles ægte. Der er en varme her, en livsglæde og en lyst til at skabe og dele. Det er den energi, hvor man kan mærke sig selv tydeligere og få lyst til at tage sin plads og vise mere af, hvem man er.
Samtidig ligger der også noget sårbart i det. For når man træder frem, så bliver man også set. Og her kan man mærke, hvor man måske holder sig selv lidt tilbage, har brug for anerkendelse eller bliver usikker på, hvordan man bliver modtaget. Det kan også vise sig som en tendens til at fylde lidt meget, tage styringen eller have svært ved lige at træde et skridt tilbage.
Så når første kvarter falder i Løven, kan det mærkes som et punkt, hvor man bliver inviteret til at tage det lidt mere på sig. At turde stå ved det, man er i gang med, og give det lidt mere plads.
Det kan også være her, man mærker, hvor man enten trækker sig lidt eller er mere frembrusende. Og her ligger balancen i at finde en måde at være i det på, hvor man både kan stå ved sig selv og samtidig have blik for det, der er omkring én.
På et helt konkret plan kan man arbejde med denne energi ved fx, at sige noget højt, man har tænkt på. Tage initiativ til noget. Eller vise noget frem, man har lavet. Det kan være på arbejdet, hvor man siger en idé højt, man ellers ville have holdt for sig selv. Det kan være i en relation, hvor man får sagt noget, man har gået og tænkt på. Eller det kan være noget kreativt, man har lavet, som man vælger at dele med andre i stedet for bare at have det for sig selv. Det kan også være at stå lidt mere ved sig selv i en situation, hvor man før ville have holdt sig tilbage.
Så det er en energi, der inviterer til, at man tager et lille skridt frem og står lidt mere ved sig selv.



Leave a Reply