Månedsalmanak Maj, 2026

Intro

Velkommen til Din indre rejse.

I dag dykker vi ned i månedsalmanakken for maj måned. Et overblik over de energier, bevægelser og mærkedage, der præger måneden – både på himlen, i traditionerne og i naturen omkring os.

I løbet af indlægget bevæger vi os gennem maj og ser på de steder i kalenderen, hvor der sker noget særligt i 2026. Nogle af de temaer kommer jeg også til at udfolde meget mere i mine astrooverblik uge for uge på podcasten, eller i de indlæg jeg lægger op her på min hjemmeside, hvor jeg går endnu mere i dybden med de enkelte transitter og bevægelser.

Men her i månedsalmanakken giver jeg det store overblik.

Vi begynder med at kigge lidt på naturen i maj, derefter ser vi på månedens navn og oprindelse, og så bevæger vi os gennem maj dag for dag, hvor vi dykker ned i de datoer, hvor noget træder lidt tydeligere frem i årets cyklus.

Så lad os tage hul på maj.

Naturen i maj

Maj er den måned, hvor foråret for alvor har fået fat. Solen er blevet stærkere, morgenerne begynder tidligt, og aftenerne bliver hængende lidt længere, så man pludselig opdager, at klokken er blevet mere, end man troede, mens man stadig går derude i det bløde lys.

Det første, man lægger mærke til, er farverne. Landskabet skifter fra de spæde grønne toner til noget, der føles fyldigere og mere levende. Træerne springer ud, og særligt bøgen folder sine lysegrønne blade ud, så skovene får det der helt særlige, næsten gennemsigtige skær, som kun findes i maj. Når man går en tur under bøgetræerne, kan man se lyset filtrere ned gennem bladene og lægge sig som et gyldent slør over skovbunden.

Samtidig er det en måned, hvor blomstringen virkelig tager fart. Frugttræerne står i blomst, æbletræer, kirsebærtræer og pæretræer springer ud og fylder haver og landskaber med hvide og lyserøde blomster. Buske og vilde planter følger med, og mange steder kan man mærke en let duft i luften, især på de dage, hvor solen får lov til at varme jorden.

Det er også her i begyndelsen af maj, at syrenerne springer ud. De står med deres tætte klaser af lilla og hvide blomster og en duft, man næsten ikke kan undgå at lægge mærke til, når man går forbi. Det er min mors yndlingsblomst, og hun har fødselsdag 2. maj og det passer tit med at syrenerne lige er sprunget ud.

Det er også nu, man begynder at høre naturen på en anden måde. Fuglesangen fylder mere og mere, og der er en livlighed i lydbilledet, som føles anderledes end i de tidlige forårsmåneder. Det er ikke længere de første forsigtige toner, men en mere fuld og vedvarende sang, som om naturen selv er vågnet helt op.

Dyrelivet er også blevet til at få øje på. Insekterne er fremme, bierne bevæger sig mellem blomsterne, og der er en summen i luften på de lune dage. Man kan mærke, at alting er i gang, og at væksten sker lige foran én, selv når man bare står stille et øjeblik og kigger ud over et stykke af naturen.

Maj har en anden ro over sig end april. Man mærker stadig bevægelsen og væksten omkring sig, og der sker meget i naturen, men det føles mere jævnt og mere naturligt at være i. April er en måned, hvor tempoet skifter hurtigt. Man bevæger sig fra vinterens mere stille og indadvendte rytme og direkte ind i lys, bevægelse og forandring. Vejret skifter, naturen vågner, og det hele kan føles lidt uforudsigeligt. I maj har kroppen vænnet sig mere til det. Lyset, energien og tempoet føles mere genkendeligt, og man falder lettere ind i den rytme, der er i gang omkring én.

Samtidig ligger der stadig en fin balance i måneden. Der er varme dage, hvor man mærker solen i ansigtet, og der er køligere morgener, hvor luften stadig har en friskhed over sig. Det er den der overgang, hvor man begynder at stole mere på lyset og varmen, samtidig med at man stadig er opmærksomhed på, at vejret kan skifte.

Det er også i maj, at mange begynder at bevæge sig mere ud. Man sidder lidt længere udenfor, går flere ture, åbner vinduerne og lader luften strømme ind. Naturen bliver en mere aktiv del af hverdagen igen, og det føles mere naturligt at være ude end inde.

Så maj er en måned, hvor det, der begyndte tidligere på året, står tydeligt frem. Spirerne fra marts og april har fået fat, og nu begynder man at kunne se, hvad det egentlig er, der er i gang med at vokse.

Det er en måned med liv, blomstring og bevægelse, men også med en ro, hvor tingene får lov til at være, som de er, og folde sig ud i deres eget tempo. Man kan stadig følge med i det, der sker, og mærke, at det hele har sin egen rytme.

Månedens navn – Maj, blomstermåned og løvmåned

Navnet maj har rødder langt tilbage i tiden og forbindes med den romerske gudinde, Maia. Hun blev set som en kraft, der bar vækst, frugtbarhed og liv frem i verden, og hendes energi passer rigtig godt til den her tid på året. Det er en måned, hvor alting vokser, folder sig ud og bevæger sig fremad med en naturlig kraft.

I de gamle romerske traditioner blev Maia æret som en gudinde for jorden og det, der spirer frem. Hun blev forbundet med det, der gror og det, der langsomt bliver til noget mere. Når man ser på naturen i maj, giver det rigtig god mening, at måneden bærer hendes navn. Det er her, man for alvor kan se, hvad der er ved at vokse frem omkring os.

Jeg taler også om Maia i mit afsnit om Beltane, hvor jeg går mere i dybden med de gamle forårstraditioner og den livskraft, der ligger i den tid på året. Beltane-afsnittet er allerede kommet ud her på podcasten, og du kan også læse mere om det inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvis du har lyst til at høre mere om Maia og Beltane.

I den gamle danske og nordiske tradition havde man også sine egne navne for månederne, som tog udgangspunkt i det, man kunne se i naturen og i hverdagen. Maj blev blandt andet kaldt blomstermåned, og det navn giver næsten sig selv, når man kigger ud i landskabet. Det er nu, blomstringen virkelig har taget fart, og træer, buske og blomster folder sig ud og fylder omgivelserne med farver.

Et andet navn, man brugte, var løvmåned. Det henviser selvfølgelig til, at træerne på dette tidspunkt springer helt ud og får deres blade. Landskabet skifter fra det tidlige forårs mere åbne og nøgne udtryk til noget, der føles tættere, grønnere og mere levende. Det er i denne tid, at skovene lukker sig om én på en anden måde, og hvor det grønne virkelig tager over.

De her gamle navne opstod i en tid, hvor man levede tættere på naturen og var afhængig af dens rytme. Man havde brug for at kunne aflæse, hvad der skete i landskabet, fordi det hang direkte sammen med arbejdet på markerne, med dyrene og med det liv, man levede. Derfor gav det mening at kalde månederne noget, der beskrev det, man faktisk kunne se og mærke omkring sig.

Når vi ser på maj i dag, er der stadig noget genkendeligt i de gamle navne. Blomstringen, det grønne, lyset og den bevægelse, der er i naturen, er stadig den samme. Måske opleves den bare på en lidt anden måde i en hverdag, der ser anderledes ud.

Maj er altså en måned, hvor noget er i fuld gang. Hvor det, der begyndte tidligere på året, nu træder tydeligere frem. Hvor væksten er synlig, og hvor livet fylder mere – både omkring os ude i naturen og i vores hverdag, hvor vi helt naturligt begynder at være mere ude og mere i gang.

Og den bevægelse kan også mærkes i kalenderen. Så lad os gå videre og dykke ned i de dage i maj, hvor der sker noget særligt i 2026.

Månedsalmanakken

1. maj – Fuldmåne i Skorpionen (Flower Moon) og Beltane

Den første dag i maj åbner måneden med en energi, der både inviterer os til at kigge dybt ind i os selv og til at rette blikket ud mod det liv, der folder sig ud omkring os. Vi har nemlig både fuldmåne i Skorpionen, og samtidig ligger Beltane også her, som en af årets store overgange i årshjulet.

Lad os starte med fuldmånen. Når månen står fuld, står solen og månen over for hinanden på himlen. Denne dag står solen i Tyren, mens månen står i Skorpionen. Det skaber en spænding mellem det rolige, stabile og jordnære i Tyren og det mere dybe, følelsesmæssige og intense i Skorpionen. Det er en fuldmåne, der ofte bringer noget frem til overfladen, så vi kan få øje på det, mærke det og forstå det på en ny måde.

Skorpionens energi handler om det, der ligger under overfladen. Følelser, bindinger, mønstre og det, vi bærer med os, som måske har fået lov til at ligge lidt skjult. Når fuldmånen lyser op her, kan det føles, som om noget bliver tydeligere. Det kan være indsigter, erkendelser eller noget, der pludselig giver mere mening.

Samtidig står solen i Tyren, som handler om ro, stabilitet og det, der kan få lov til at vokse over tid. Det giver en fin balance, hvor det, der kommer frem, også kan få en plads i noget mere jordnært og håndgribeligt. Det er ikke kun noget, man mærker, men også noget, man kan begynde at forholde sig til på en stille og konkret måde.

Denne fuldmåne bliver også kaldt Flower Moon. Navnet hænger sammen med den tid på året, hvor blomstringen står på sit højeste mange steder i naturen. Det er en af de måder, man tidligere har brugt til at følge årets gang, hvor fuldmånerne fik navne ud fra det, der skete i landskabet.

Og netop det med blomstring passer meget fint til maj. For selvom Skorpionens energi retter blikket indad og kan føles dyb, så ligger der også en bevægelse her, hvor vi giver slip på noget af det, der fylder i os, så der kan blive plads til det, der er ved at vokse frem.

Samtidig med fuldmånen ligger Beltane, som er en af de otte sabbatter i årshjulet. I de gamle traditioner markerede Beltane overgangen til den lyse del af året. Man delte året op i en lys og en mørk periode, hvor Beltane åbnede den tid, hvor lyset, varmen og livet fik mere plads. Beltane er en fejring af liv, kærlighed, frugtbarhed og den kraft, der får alting til at vokse. Det er en tid, hvor naturen står i fuld udfoldelse, og hvor livskraften er tydelig både i naturen og i os selv.

Beltane forbindes traditionelt med ild, med fællesskab og med glæde. Mange steder tændte man bål for at markere overgangen og for at fejre lyset og livet. Det er en sabbat med en varm og levende energi, hvor det sanselige og det nære får mere plads.

Som sagt har jeg lavet et selvstændigt afsnit om Beltane, hvor jeg går meget mere i dybden med både historien, traditionerne og hvordan man kan arbejde med energien i praksis. Det afsnit ligger allerede her på podcasten, og du kan også læse det inde på min hjemmeside dinindrerejse.org

Når fuldmånen i Skorpionen og Beltane falder sammen på den måde, åbner maj med en særlig intensitet. Der er både noget, der bliver synligt, og noget, der vokser frem. En bevægelse, hvor man både kan give slip på det, der føles tungt, og samtidig give plads til det, der gerne vil fylde mere.

Det kan være en dag, hvor man mærker lidt ekstra efter. Hvad fylder? Hvad er i bevægelse? Hvad begynder at vise sig tydeligere, og hvad er klar til at få mere plads?

Så ved den her fuldmåne handler det ofte om de små indre skift. Det er ikke nødvendigvis noget, man går og råber højt om eller tager en stor beslutning omkring. Det er mere sådan noget, man lige opdager undervejs.

Det kan være, at man pludselig ser en situation lidt klarere. Man kan mærke, hvad man egentlig har lyst til, eller noget, der har ligget og rumsteret, pludselig falder på plads. Eller at man bare får en fornemmelse af, at der er noget her, der er ved at ændre sig.

Hvis du vil høre mere om denne fuldmåne taler jeg om den i mit Astro-Overblik for uge 18, som allerede ligger på podcasten, og du kan også finde det som tekst inde på min hjemmeside. Jeg kommer også til at lave et ritual til fuldmånen, som bliver lagt op et par dage før, både på podcasten og på hjemmesiden.

3. maj – Merkur går ind i Tyren

Den 3. maj skifter Merkur tegn og bevæger sig ind i Tyren, og det giver en ændring i den måde, tankerne bevæger sig på, og i den måde vi taler med hinanden og forholder os til det, der sker omkring os.

Merkur er den planet, der i astrologien forbindes med tanker, kommunikation, læring og den måde, vi bearbejder information på. Den fortæller noget om, hvordan vi tænker, hvordan vi formidler os, og hvordan vi tager verden ind gennem ord, samtaler og indtryk.

Når Merkur bevæger sig gennem dyrekredsen, farver det tempoet og tonen i vores tanker. Nogle gange går det hurtigt, idéerne springer frem, og man hopper fra det ene til det andet. Andre gange falder tempoet lidt, og der kommer mere ro og tyngde i det, man tænker og siger.

Når Merkur går ind i Tyren, bevæger vi os ind i en periode, hvor tankerne falder mere til ro. Tyren er et jordtegn, og den energi handler om stabilitet, ro og det, der må tage tid. Det betyder, at den måde vi tænker på og taler med hinanden på, ændrer sig lidt. Man kan mærke, at man tænker sig mere om, før man siger noget, og at det, der bliver sagt, får mere vægt. Samtaler kan blive mere rolige og mere konkrete, og der er mindre behov for at skynde sig videre.

Det er også en energi, der har fokus på det, der kan bruges i praksis. Hvor nogle perioder kan være fyldt med mange idéer og muligheder, handler Merkur i Tyren mere om at tage det, der allerede er der, og arbejde videre med det. Det bliver lettere at sortere i tingene og finde frem til det, der føles stabilt og værd at bygge videre på.

Man kan mærke det som en tid, hvor man får lyst til at:
• tage tingene lidt mere i sit eget tempo
• færdiggøre det, man allerede er i gang med
• tænke mere praktisk og konkret

Der er også en forbindelse til værdier her. Tyren handler blandt andet om det, vi sætter pris på, og det vi gerne vil bruge vores tid og energi på. Når Merkur bevæger sig gennem Tyren, kan det derfor også være en periode, hvor man tænker mere over, hvad der egentlig betyder noget.

Samtidig er det en energi, der gerne vil have lov til at tage sig tid. Ting må gerne modnes lidt, før de bliver besluttet, så man bedre kan mærke, om det er det rigtige at bygge videre på.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i den her energi, fortæller jeg meget mere om Merkur i Tyren i mit astrooverblik for uge 18 her på podcasten. Du kan også læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvor jeg folder transitten endnu mere ud.

6. maj – Pluto går retrograd

Den 6. maj skifter Pluto retning og går retrograd, og det bliver begyndelsen på en periode, hvor energien vender sig mere indad. Pluto går retrograd én gang om året og er det i flere måneder ad gangen. I år er den retrograd fra den 6. maj og frem til den 16. oktober, så det er en længere bevægelse, vi er i.

Når en planet går retrograd, betyder det helt enkelt, at den set fra jorden ser ud til at bevæge sig baglæns. Planeten ændrer altså ikke retning ude i rummet, men det er sådan, det ser ud her fra jorden. I astrologien forbinder man det med en periode, hvor energien trækker sig lidt indad, og hvor opmærksomheden flytter sig fra det ydre og over på det, der foregår inde i os selv.

Pluto handler om forandring, transformation og det, der ligger dybt i os. Den forbindes med de lag, vi ikke altid ser med det samme, men som alligevel påvirker den måde, vi lever på, de valg, vi træffer og de mønstre, vi gentager. Det er også her, temaer som kontrol, magt og det at give slip kan fylde, fordi Pluto peger på det sted, hvor vi gerne vil holde fast, og samtidig bliver inviteret til at løsne grebet.

Når Pluto går retrograd, kan man begynde at lægge mærke til nogle af de mønstre, der ligger bag det, man gør. Noget kan blive lidt tydeligere, og man kan begynde at forstå sig selv på en anden måde.

Pluto hænger både sammen med det at give slip, men også med det sted i os, hvor vi gerne vil holde fast eller have kontrol. Det kan være gamle måder at tænke på, relationer eller mønstre, som har haft en betydning, men som nu er ved at ændre sig.

Det kan være en periode, hvor man:
• lægger mærke til det, der gentager sig i ens liv
• bliver nysgerrig på, hvad der ligger bag ens reaktioner
• giver sig selv lidt mere tid til at mærke, hvad der foregår indeni

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i det her, så kommer jeg til at lave et selvstændigt afsnit her på podcasten, hvor jeg går meget mere i dybden med både det, at Pluto går retrograd, og også Pluto som planet i det hele taget. Det er en af de langsomme planeter, som jeg længe har haft lyst til at folde mere ud, så det her bliver en anledning til virkelig at tage et ordentligt kig på den energi. Du vil også kunne læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvor jeg lægger et indlæg op om det.

9. maj – Sidste kvarter i Vandbæreren

Den 9. maj når vi til sidste kvarter i månecyklussen, og denne gang står månen i Vandbæreren. Det er en fase mellem fuldmånen og nymånen, hvor energien begynder at vende sig mere indad. Månen har været fuld og oplyst, og nu bliver den stille og roligt mindre for hver dag. Lyset trækker sig tilbage, og det samme kan man mærke i sig selv, hvor opmærksomheden naturligt vender sig mere indad.

I månecyklussen er sidste kvarter en tid, hvor man samler op. Det, der blev sat i gang tidligere, har fået lov til at folde sig ud, og nu står man et sted, hvor man kan mærke efter, hvad der stadig giver mening at tage med videre, og hvad der kan få lov til at falde fra.

Der er en roligere kvalitet i denne fase. Tempoet sænker sig lidt, og man får lyst til at rydde op, justere og give slip på det, man ikke længere har brug for. Det kan være små ting i hverdagen, tanker der har fyldt, eller situationer, hvor man får lyst til at gøre noget lidt anderledes.

Denne gang står månen i Vandbæreren, som forbindes med fællesskaber, netværk og idéer. Det er et tegn, der retter blikket udad, mod de sammenhænge man er en del af.

Når sidste kvarter falder i Vandbæreren, kan man mærke efter i forhold til relationer og fællesskaber. Hvordan fungerer de sammenhænge, man er en del af? Hvad føles let, og hvad føles mere krævende?

Det kan også handle om den måde, man tænker på. Noget, man har set på én måde, kan begynde at give mening på en anden måde.

Det kan være en tid, hvor man får lyst til at:
• trække sig lidt tilbage og mærke efter
• justere i sine relationer eller i måden man er i dem på
• give slip på en tanke eller en idé, som ikke længere føles rigtig

Det er en stille fase, hvor noget falder på plads, og hvor der bliver ryddet lidt op, inden den næste nymåne begynder.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i denne del af månecyklussen, fortæller jeg meget mere om det i mit astrooverblik for uge 19 her på podcasten. Du kan også læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvor jeg folder det endnu mere ud.

10. maj – Mors dag

Den 10. maj er det Mors dag, og det er en dag, der på sin egen stille måde retter opmærksomheden mod omsorg, relationer og det, der nærer os i hverdagen. Det er en dag, mange forbinder med blomster, små gaver og en anledning til at sige tak, men der ligger også et lidt dybere lag i den.

Mors dag opstod oprindeligt som en måde at ære mødre på og anerkende den rolle, de spiller i familien og i livet. I Danmark har dagen været markeret siden begyndelsen af 1900-tallet, og selvom den i dag for mange er blevet en mere uformel tradition, er der stadig en stemning omkring den, som handler om nærvær og forbindelse.

Det er en dag, hvor relationen mellem mor og barn ofte står i centrum, men den kan også åbne op for noget bredere. For det handler egentlig om omsorg. Om det at tage sig af nogen, og om at blive taget sig af. Det kan være i familien, i venskaber eller i andre relationer.

Der findes også mange forskellige måder at have en mor på i livet. Nogle har et tæt og godt forhold til deres mor, andre har måske mistet deres mor eller har et kompliceret forhold til hende, og nogle har haft andre mennesker, som har trådt ind i den rolle og givet omsorg, støtte og nærvær. Så for nogle kan den her dag få en til at tænke lidt ekstra over sin egen relation til sin mor eller den morfigur, der har været i ens liv. Og det kan for nogle sætte gang i nogle følelser, alt efter hvordan den relation har været.

I den sammenhæng kan det give mening at udvide blikket lidt. At ære den omsorg, man har mødt i sit liv, uanset hvor den er kommet fra. Det kan være en bedstemor, en ven, en ældre kvinde, der har været der på det rigtige tidspunkt, eller en relation, hvor man har mærket den samme varme.

Mors dag kan altså se ud på mange forskellige måder, alt efter hvordan ens egen historie er. Men den ligger også midt i maj, hvor det hele er i gang ude i naturen, og hvor man tydeligt kan se, hvad der vokser og bliver passet på. Det passer egentlig meget godt med det, dagen handler om. Den giver en anledning til lige at stoppe op og tage kontakt til sin mor, en morfigur eller en anden kvinde i sit liv, der har haft en omsorgsrolle i ens liv. Det kan være at give et lille ring den dag, komme forbi med en buket blomster eller bare sende en kærlig tanke, hvis det er det, der giver mening. For ligesom i naturen, hvor noget får lov til at vokse, fordi det bliver passet på og får det, det har brug for, så er det også det, mange af de relationer bygger på. At nogen har været der, har givet omsorg og har været med til at forme den, man er i dag.

13. maj – Hvidtjørn i den keltiske trækalender

Den 13. maj bevæger vi os ind i en ny periode i den keltiske trækalender, hvor det er hvidtjørnen, der hører til perioden. Det er et træ, som i mange gamle traditioner har haft en særlig plads, både i naturen og i den måde, man har forstået årets rytme på.

Den keltiske trækalender, som også bliver kaldt ogham-trækalenderen, er en måde at dele året op på, hvor hver periode er knyttet til et bestemt træ. I alt er der 13 træer, og hvert træ hører til sin del af året.

Den måde at arbejde med træer på hænger sammen med de gamle keltiske og druidiske traditioner, hvor naturen spillede en helt central rolle. Man levede tæt på naturen og fulgte årets skiften, og træerne var en naturlig del af det. De blev set som mere end bare planter. De havde hver deres udtryk, deres måde at vokse på og deres plads i naturen, og det blev også tillagt en betydning.

Den keltiske trækalender er ikke en kalender, vi kender direkte fra de gamle druider i en fast form, som den ser ud nu. ”Ogham” var oprindeligt et gammelt irsk skriftsystem, som senere er blevet koblet sammen med træer, og først senere er det blevet sat ind i en kalender, som vi arbejder med i dag.

Denne version med 13 træer og perioder hen over året er altså en nyere måde at samle det på, hvor man har taget de gamle forestillinger om træer og naturens rytme og lavet det til et system, man kan bruge i praksis. Derfor findes der også lidt forskellige måder at arbejde med trækalenderen på. Nogle steder er der flere træer, andre steder er perioderne lidt anderledes, og datoerne kan også variere en smule.

Her har jeg valgt at arbejde med en version, hvor der er 13 træer, og hvor perioderne ligger fast hen over året, så det er den samme rytme, vi vender tilbage til hver gang.

Når vi går ind i en ny periode, som her med hvidtjørn omkring midten af maj, betyder det bare, at det er det træ, der hører til den tid, vi er i lige nu.

Og det, man bruger det til, er i virkeligheden ret enkelt. Træet bliver en måde at sætte ord på den tid på året. Man kan kigge på, hvordan træet ser ud, hvordan det vokser, og hvad det forbindes med, og bruge det som en måde at forstå den periode, man står i.

Så når vi taler om hvidtjørn i maj, handler det ikke om, at træet styrer noget, men mere om, at det giver et billede på den tid, vi er i. En måde at spejle naturen og måske også sig selv i det, der sker omkring os.

Hvidtjørnen passer godt til den her tid midt i maj. Den springer ud med små hvide blomster, som ofte dufter kraftigt og fylder hækkene og landskabet med en helt særlig stemning. Mange steder i Danmark står hvidtjørn som levende hegn mellem marker, og når den blomstrer, er det et tydeligt tegn på, at foråret har nået et punkt, hvor det hele er i fuld gang.

I gamle traditioner blev hvidtjørnen forbundet med hjertet, med kærlighed og med forbindelsen mellem mennesker. Den blev også set som et træ, der stod på grænsen mellem verdener. Et sted, hvor noget mødes. Det jordiske og det mere usynlige. Det indre og det ydre. Derfor blev den behandlet med respekt, og mange steder havde man en særlig opmærksomhed på træet.

Hvidtjørnen hænger også tæt sammen med Beltane, som ligger i begyndelsen af maj. I nogle traditioner brugte man grene fra hvidtjørn til at pynte hjem og steder, hvor man samledes. Det blev set som en måde at invitere livskraft, kærlighed og vækst ind.

Samtidig har hvidtjørnen også en beskyttende kvalitet i folketroen. Den blev nogle steder plantet omkring gårde og marker, fordi man mente, at den kunne holde noget ude og skabe en form for tryg ramme omkring det, man ville passe på.

I mit Beltane-afsnit dykker jeg også meget mere ned i hvidtjørnen, både i forbindelse med ritualer og i det afsnit, hvor jeg arbejder med urter. Der fortæller jeg blandt andet om, hvordan man i gamle dage brugte hvidtjørn som en form for beskyttelse, netop fordi den har torne og derfor kan beskytte sig selv. De havde denne her meget logiske tankegang, at det en plante kunne gøre i naturen, kunne den også hjælpe mennesker med. Derfor hængte man grene op i stalde, lader eller ved hjemmet som en måde at skabe beskyttelse omkring det, der var vigtigt. Jeg fortæller også mere om hvidtjørnens egenskaber, både de medicinske og de mere magiske eller symbolske, så hvis du har lyst til at gå dybere ind i det, kan du lytte til det afsnit på podcasten eller læse mere herinde på min hjemmeside.

Når man ser på hvidtjørnens måde at vokse på, er der også noget særligt ved den. Den er fuld af torne, som beskytter den, og samtidig står den med de der lette, hvide blomster.

Det giver egentlig et meget godt billede på noget, vi også kender. At man godt kan være åben og imødekommende, og samtidig have sine grænser og passe på sig selv.

Man kan også arbejde med hvidtjørnens energi på en helt enkel måde. Gå en tur langs en hæk eller et sted, hvor den blomstrer. Læg mærke til duften og blomsterne, og hvordan den ser ud lige nu.

Hvis du har lyst til at tage det et skridt videre, kan du også tage en lille gren med hjem og sætte i en vase. Lad den stå og blomstre og minde dig om den tid, vi er i, hvor det hele begynder at vokse og folde sig ud ude i naturen, og hvor man selv kan mærke lidt mere energi, lyst eller bevægelse indeni.

14. maj – Kristi Himmelfartsdag

Den 14. maj er det Kristi Himmelfartsdag, som ligger 40 dage efter påske. Datoen skifter fra år til år, fordi den følger påsken. Påsken ligger heller ikke på en fast dato, men falder altid den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Derfor ligger den som regel i slutningen af marts eller i april.

Ifølge den kristne fortælling bliver jo Jesus korsfæstet og dør langfredag. Tre dage senere, på påskedag, genopstår han.

I tiden efter viser han sig for sine disciple flere gange. I fortællingen betyder det, at de faktisk kan se ham, og nogle gange røre ved ham, og han spiser også sammen med dem. Så han er ikke bare en ånd eller en tanke. Samtidig er det heller ikke, som det var før. Han dukker op hos dem, taler med dem og er sammen med dem i korte møder, og så forsvinder han igen. Nogle gange genkender de ham ikke med det samme. Han er der, men ikke på den måde, hvor han bare er en del af deres hverdag.

På Kristi Himmelfartsdag tager han afsked med dem. Det er sidste gang, de ser ham, og derefter forsvinder han og er ikke længere til stede på jorden.

I dag er det for mange bare en ekstra fridag midt i maj, og det er jo dejligt. Men det er altså baggrunden for, hvorfor den ligger der.

Og så er det en dag, hvor naturen og forhåbentlig vejret inviterer til, at man bruger tiden udenfor, er sammen med andre og bare nyder, at det hele er i gang.

Hvis man har lyst, kan man også bruge dagen til lige at mærke efter. Hvad er jeg ved at være færdig med? Er der noget, jeg kan mærke, jeg er klar til at give slip på? Hvad har jeg egentlig lært af det, jeg lige har været igennem? Og hvad tager jeg med mig videre herfra?

16. maj – Nymåne i Tyren

Den 16. maj har vi nymåne i Tyren. En nymåne markerer begyndelsen på en ny månecyklus. Det er et tidspunkt, hvor energien samler sig, og hvor noget nyt begynder.

I Tyren får nymånen en rolig og jordnær tone. Tyren er et jordtegn og handler om det, der er stabilt, trygt og til at bygge videre på. Her bevæger energien sig i et tempo, hvor man kan følge med, og hvor der er plads til at mærke efter undervejs.

Det her er en nymåne, der lægger op til at have fokus på det helt konkrete. Hverdagen, kroppen og det, der giver en følelse af ro. Hvad fungerer? Hvad giver energi? Og hvad har du lyst til at give mere plads?

Tyren er styret af Venus, som handler om nydelse, ro og det, der føles godt. Derfor hænger Tyren også sammen med det, der giver velvære i hverdagen, og det, man har lyst til at bruge tid på, fordi det føles rart og nærende.

Det kan for eksempel være en god anledning til at gøre noget ekstra ud af det. Tage et langt bad, tænde et lys, lave et godt måltid mad eller sætte tempoet lidt ned og nyde det, man er i.

Nymånen i Tyren peger på begyndelser, der får lov til at vokse i et roligt tempo. Noget, man kan bygge op over tid, og som føles solidt og meningsfuldt i hverdagen.

Hvis du vil høre mere om denne nymåne, går jeg mere i dybden med den i mit astro-overblik for uge 20 her på podcasten. Du kan også læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org

Og som jeg plejer, kommer jeg også til at lave et lille ritual til nymånen, som bliver lagt op et par dage før, både på podcasten og på hjemmesiden.

17. maj – Merkur går ind i Tvillingerne

Den 17. maj skifter Merkur tegn igen og bevæger sig ind i Tvillingerne, og det er et skifte, der ret tydeligt kan mærkes i hverdagen. Hvor Merkur i Tyren har haft en mere rolig og stabil rytme, hvor tingene har fået lov til at tage den tid, de skulle, så kommer der nu mere fart på tankerne og på den måde, vi taler med hinanden på.

Merkur handler om tanker, kommunikation og det, vi lærer og deler med hinanden. Tvillingerne er det tegn, Merkur naturligt hører hjemme i, og derfor bliver det hele lidt mere levende her. Det hænger sammen med, at Tvillingerne er optaget af at forstå, stille spørgsmål og samle information. Tankerne bevæger sig hurtigere, man får flere idéer, og der kommer en lyst til at sige ting højt og høre, hvordan de lyder, når de bliver delt med andre.

Det kan være en periode, hvor samtaler kan tage flere drejninger, fordi der hele tiden dukker nye vinkler op, og det kan føles som om, der er mere gang i det hele oppe i hovedet. Altså Tvillingerne er lidt flyvske, så man kan starte med at snakke om én ting, og så dukker der lige en ny idé op, og så er man videre til noget andet. 

I den her periode får man typisk mere lyst til at snakke med andre, dele det, man tænker på og kaste sig over noget nyt, der vækker ens nysgerrighed. Det er også tit gennem samtaler, grin og fælles interesser, at relationer får lidt mere liv, fordi man er sammen om noget og får talt sammen.

Merkur i Tvillingerne åbner op for en periode, hvor tankerne går lidt hurtigere, og hvor man bliver mere nysgerrig. Man får lyst til at kigge lidt nærmere på det, der lige fanger ens opmærksomhed, stiller flere spørgsmål og får flere ideer.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i energien omkring Merkur i Tvillingerne, fortæller jeg meget mere om den i mit astrooverblik for uge 20 her på podcasten. Du kan også læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvor jeg folder den endnu mere ud.

19. maj – Mars går ind i Tyren

Den 19. maj skifter Mars tegn og bevæger sig ind i Tyren.

Mars handler om at gøre noget. Om at tage fat, komme i gang og få ting til at ske. Den siger noget om, hvordan vi tager initiativ, og hvordan vi bruger vores energi i det, vi gør. Mars handler også om drivkraft og om at få gjort noget ved det, man gerne vil få sat i gang.

Tyren er et jordtegn, som er forbundet med stabilitet og tålmodighed, og med det man bygger op lidt efter lidt. Det kan for eksempel være at få styr på sin økonomi, skabe gode rutiner i hverdagen eller arbejde med noget, som stille og roligt bliver mere stabilt. Hvor Vædderen typisk bare kaster sig ud i noget og kommer hurtigt i gang, er Tyren mere optaget af at skabe noget, der kan holde og som giver mening i længden.

Mars har lige bevæget sig gennem Vædderen, som er det tegn, den hører hjemme i og selv hersker over. Her trives den rigtig godt, fordi energien får lov til at være direkte og handle hurtigt, hvor man går i gang med det samme. I Tyren er det en anden stemning. Her er det Venus, der hersker, og det handler mere om ro, sanselighed og det, der føles rart og trygt. Her i Tyrens tegn, som er Venus´ herskerplanet, har Mars det altså ikke lige så nemt. Der bliver den holdt lidt i ave.

Når Mars går ind i Tyren, så kan man måske mærke, at man får mere lyst til at blive i det, man allerede er i gang med. For eksempel at få gjort noget færdigt, man har startet på, eller tage fat i noget, man måske har udskudt, og faktisk få det til at fungere i hverdagen. Det handler mere om at tage ét skridt ad gangen og få det til at hænge sammen, så det rent faktisk virker i praksis.

Så det kan være en god tid at spørge sig selv, hvad vil jeg gerne bygge op i mit liv? Hvad er vigtigt for mig at holde fast i? Og hvor vil jeg lægge min energi, så det giver mening på længere sigt?

Jeg kommer til at dykke mere ned i Mars i Tyren i mit astro-overblik for uge 21, og lægger det selvfølgelig også op på hjemmesiden, når vi nærmer os den dag.

19. maj – Venus går ind i Krebsen

Den 19. maj skifter Venus tegn og bevæger sig fra Tvillingerne og over i Krebsens tegn.

Venus handler om det, vi kan lide, det vi bliver tiltrukket af, og den måde vi er i relationer på. Den siger noget om kærlighed, nærhed og hvad der føles rart og meningsfuldt for os.

Krebsen er et vandtegn, som hænger sammen med følelser, hjem og tryghed. Det handler om det, der føles nært, og det man har tæt på sig i sit liv.

Venus har det egentlig ret godt i Krebsen. Energien passer fint sammen, fordi det begge steder handler om omsorg, nærhed og det at være tæt på andre. Det giver en mere blød og personlig tone i relationer.

Når Venus går ind i Krebsen, kan man mærke, at man bliver mere optaget af det, der føles trygt. Det kan være dem, man allerede er tæt på, eller relationer hvor der er ro og genkendelighed. I parforhold kan det handle om at være mere sammen, have tid til hinanden og passe på det, man har.

Det kan også være en periode, hvor man får lyst til at gøre noget ud af hjemmet. Skabe hygge, lave god mad eller bare have det rart i sine omgivelser.

Det kan være en god tid at spørge sig selv: Hvem har jeg lyst til at være tæt på? Hvad giver mig en følelse af tryghed? Og hvordan viser jeg omsorg?

Venus i Krebsen peger på en periode, hvor relationer bliver mere nære, og hvor det, der føles trygt og personligt, får mere plads. Venus bliver også ofte forbundet med kærlighed, så det er også noget, mange er nysgerrige på i den her periode. Hvem man bliver tiltrukket af, og hvordan det kan mærkes i ens parforhold. Med Venus i Krebsen handler det mindre om det overfladiske og mere om tryghed, nærhed og det at føle sig hjemme sammen med en anden.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i energien omkring Venus i Krebsen, fortæller jeg meget mere om den i mit astrooverblik for uge 21 her på podcasten. Du kan også læse mere herinde på min hjemmeside når vi nærmer os.

21. maj – Solen går ind i Tvillingerne

Den 21. maj skifter solen tegn og bevæger sig ind i Tvillingerne, så tillykke til alle Tvillinger – nu starter jeres fødselsdagsmåned.

Efter en periode i Tyren, hvor der har været fokus på ro, stabilitet og det, der kan bygges op over tid, bevæger vi os nu ind i en lettere energi. Tvillingerne er et lufttegn, og her kommer der mere bevægelse i tankerne, i samtaler og i det, vi er optaget af.

Når solen går ind i Tvillingerne, bliver det mere naturligt at være nysgerrig, tale med andre og interessere sig for det, der sker omkring én.

Det er en tid, hvor man får lyst til at udveksle tanker, stille spørgsmål og følge det, der fanger ens interesse. Tvillingerne hænger sammen med læring, sprog og den måde, vi tager ting ind på og giver dem videre igen, og det hænger jo faktisk også meget godt sammen med, at det er den tid på året, hvor det er eksamenstid.

Og Tvillingernes energi passer også rigtig godt til den tid på året, vi er i. Dagene er lange, der er mere liv omkring os, og man får lyst til at komme ud, være sammen med andre og være i det, der sker. Der er en åbenhed og en nysgerrighed i luften, som hænger sammen med både årstiden og Tvillingernes energi.

I den her periode kan man spørge sig selv: Hvad er jeg nysgerrig på lige nu? Hvad har jeg lyst til at lære mere om? Og hvem har jeg lyst til at tale mere med?

Jeg kommer også til at lave et selvstændigt afsnit om Tvillingernes energi, hvor jeg går meget mere i dybden med tegnet, dets symbolik og hvordan det kan vise sig i livet. Det gør jeg hver gang, solen går ind i et nyt tegn. Det er det, mange kender som deres stjernetegn, men alle har alle tegn et sted i deres horoskop, så Tvillingerne vil også være aktive et sted hos dig, uanset hvilket tegn du ellers forbinder dig mest med.

I de afsnit går jeg virkelig i dybden og kommer rundt om mange forskellige lag, både det mere jordnære, det psykologiske og det mere symbolske. Mit sidste afsnit om Tyren var ret langt, omkring halvanden til to timer, så der er god tid til at folde energien ordentligt ud. Hvis du har lyst til at forstå Tvillingerne endnu bedre, så kan det være rigtig fint at lytte med der. Jeg lægger det også op på min hjemmeside, når vi nærmer os.

23. maj – Første kvarter i Jomfruen

Den 23. maj når vi til første kvarter i månecyklussen, og denne gang står månen i Jomfruen.

Første kvarter ligger mellem nymåne og fuldmåne, og det er her, man begynder at gøre noget ved det, man satte i gang ved nymånen. Det er her, man går fra tanke til handling og begynder at få det ind i hverdagen.

Jomfruen er et jordtegn, som handler om struktur, hverdagsliv og det, der får ting til at fungere i praksis. Det er et tegn, der lægger mærke til detaljerne og har blik for, hvad der kan justeres og struktureres, så det hele hænger bedre sammen.

Når første kvarter falder i Jomfruen, handler det om at få gjort noget konkret. Det kan være at få styr på sin kalender, komme i gang med en opgave, man har udskudt, få lavet en plan eller begynde på en ny rutine, som man gerne vil have ind i sin hverdag.

Det kan også være en god anledning til at rydde lidt op. Få styr på det, der roder, og skabe mere overblik, både derhjemme, i sine ting og i det, man har gang i, som arbejde, aftaler eller økonomi.

I den her periode kan man spørge sig selv: Hvad har jeg udskudt, som jeg kan tage fat på nu? Hvad skal justeres, for at det fungerer bedre? Og hvad er det næste lille skridt?

Første kvarter i Jomfruen peger på en fase, hvor man går i gang og begynder at få tingene til at fungere i praksis, skridt for skridt. Jomfruen er et af de store arbejdstegn – den er ikke bange for at tage fat.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i denne del af månecyklussen, fortæller jeg meget mere om det i mit astrooverblik for uge 21 her på podcasten. Og jeg lægger det også op herinde på min hjemmeside.

24.–25. maj – Pinse og anden pinsedag

Den 24. og 25. maj ligger pinsen, som falder 50 dage efter påske.

Ordet pinse kommer fra det græske pentekoste, som betyder halvtredsindstyvende, altså 50 dage efter påske.

Selve fortællingen handler om, at disciplene er samlet ét sted. De er i en slags venteposition efter, at Jesus har forladt dem omkring Kristi Himmelfart. De ved godt, at noget er i bevægelse, men de ved endnu ikke helt, hvad der skal ske, eller hvordan de skal gå videre herfra. Og så sker der pludselig noget, som bryder stilheden.

I Apostlenes Gerninger beskrives det sådan her: Der kommer en lyd som en kraftig vind, som fylder rummet. Noget viser sig som tunger af ild over dem, og de bliver fyldt af Helligånden. Og så begynder de at tale, og mennesker fra forskellige steder forstår dem – også selvom de taler forskellige sprog. På en eller anden måde går det igennem alligevel.

Hvis man skræller fortællingen helt ned, så handler pinsen om at gå fra noget lukket til noget åbent. Fra usikkerhed til mod. Fra at være samlet om sig selv til at række ud. Disciplene går fra at sidde sammen og være lidt tilbageholdende til faktisk at træde frem og sige noget højt, som andre kan høre og tage imod.

Derfor bliver pinsen ofte kaldt kirkens fødselsdag, fordi det er her, budskabet begynder at blive delt udad, og hvor det, der før var samlet i en mindre kreds, begynder at bevæge sig videre ud til andre.

Der ligger noget meget menneskeligt i det. Noget åbner sig mellem mennesker. Det bliver lettere at sige det, man egentlig mener, og der opstår en anden form for kontakt, hvor man i højere grad tør dele det, man har på hjertet, også det man ellers kunne have holdt lidt tilbage. Det er som om, der bliver skabt en forbindelse, hvor man bedre kan nå hinanden.

Det hænger også fint sammen med årstiden. Vi er mere ude, mere sammen og mere i kontakt med hinanden. Og det ligger samtidig tæt op ad Tvillingerne, som også handler om samtaler, udveksling og det at nå hinanden gennem ord.

Så man kan se Pinsen som en tid, hvor det bliver lettere at blive forstået og selv forstå andre. Ikke kun sprogligt, men også følelsesmæssigt og menneskeligt i det, man prøver at sige.

For mange i dag er det mest af alt nogle fridage midt i maj. Nogle dage, hvor man kan sove lidt længere, være sammen med familie eller venner, tage en tur ud i naturen eller bare have lidt mere ro omkring sig.

31. maj – Fuldmåne i Skytten (Blue Moon)

Den 31. maj afslutter måneden med endnu en fuldmåne, og denne gang står månen i Skytten. Det giver en helt anden stemning end den fuldmåne i Skorpionen, som vi begyndte måneden med.

I Skyttens tegn begynder man at tænke mere fremad. Mindre på det, man står midt i lige nu, og mere på hvad der skal ske fremover. Hvad vil jeg bruge min tid på? Hvad giver mening at fortsætte med? Og hvad gør egentlig ikke?

Når månen er fuld, står solen og månen over for hinanden på himlen. Her står solen i Tvillingerne, og månen står i Skytten. Det kalder man Tvilling–Skytte-aksen, og det handler kort sagt om to forskellige måder at gå til livet på, som man prøver at få til at hænge sammen.

Tvillingerne handler om det nære i hverdagen. Det er samtaler, tanker, beskeder og det, man lige er i gang med. Skytten handler om at træde et skridt tilbage og finde ud af, hvad det hele betyder. Hvor er jeg på vej hen? Hvad giver mening i det, jeg bruger min tid på?

Så hvor Tvillingerne samler information og prøver ting af, forsøger Skytten at samle det til en retning. Derfor kan den her fuldmåne føles som et tidspunkt, hvor man begynder at få bedre overblik over det, man har haft gang i.

Det kan være, man kan se, hvad der giver mening at fortsætte med, og hvad der bare har fyldt uden rigtig at føre noget med sig. Eller man får øje på, hvad man gerne vil bruge sin tid på fremadrettet.

Skytten er et ildtegn og hænger sammen med bevægelse, nysgerrighed og lysten til at opleve noget nyt. Det kan være helt konkret som at få lyst til at tage afsted, planlægge noget eller prøve noget, man ikke plejer. Det kan også være mentalt, hvor man får lyst til at lære noget nyt eller forstå noget bedre.

Det særlige ved denne fuldmåne er, at det er den anden fuldmåne i maj, og det kaldes en Blue Moon. Det betyder, at der falder to fuldmåner i samme kalendermåned. Det sker cirka hvert andet til tredje år.

I den her periode kan man for eksempel:

• få lyst til at planlægge noget fremad, som en rejse, et projekt eller noget man gerne vil i gang med
• tænke over, hvad der egentlig giver mening at bruge tid på
• få sagt noget højt, som man har gået og tænkt på

Så den sidste dag i måneden her kan føles som et sted, hvor man lige stopper op og gør status. Hvad har jeg haft gang i den her måned? Hvad vil jeg tage med videre? Og hvad giver det mening at slippe nu, så der bliver plads til det næste?

Hvis du har lyst til at dykke endnu mere ned i den her fuldmåne, så taler jeg meget mere om den i mit astrooverblik for uge 22 her på podcasten, hvor jeg går mere i dybden med energien og hvad den kan betyde. Du kan også læse mere inde på min hjemmeside dinindrerejse.org.

Og som altid kommer der også et lille ritual eller en praksis et par dage før, som du kan bruge, hvis du har lyst til at arbejde lidt mere bevidst med den her fuldmåne.

Gamle vejrvarsler i Maj

I gamle dage holdt man rigtig godt øje med vejret og naturen, især i maj. Det var nemlig her, man begyndte at kunne se, hvordan resten af sommeren og høsten kunne blive.

Det gør vi jo egentlig stadig i dag. Altså det der med nattefrosten, det holder man jo stadig øje med. Forskellen er bare, at i dag har vi meteorologer, som kan give os en idé om, hvad der er på vej. De kan sige noget om temperaturer og risiko for frost og alt det der. Men de er jo ikke spåkoner. Det ændrer sig stadig, og man kan ikke regne med, at de rammer 100 procent rigtigt.

Men dengang havde man ikke meteorologer. Der lænede man sig op ad erfaringer. Det, man selv havde set gennem årene. Det, ens forældre og bedsteforældre havde fortalt. Og de gamle vejrvarsler, som gik igen.

Man sagde for eksempel, at kulde i maj kunne være godt for planterne, at regn hjalp græs og korn i gang, og at torden kunne gøre jorden mere frugtbar. Det var ikke noget, man vidste med sikkerhed, men det var noget, man havde lagt mærke til over tid, og som man brugte til at vurdere, hvordan tingene kunne udvikle sig.

Og så var der nattefrosten. Hvis man var for tidligt ude med at plante, og der kom en kold nat, så kunne det ødelægge det hele.

I dag er det lidt noget andet. Hvis jeg planter tomater for tidligt, og de ryger i en nattefrost, så er det irriterende, ja, men så går jeg bare ned i Brugsen og køber nogle nye. I dag kan man jo nærmest købe hvad som helst året rundt. Svampe i foråret og blåbær i december.

Sådan var det jo ikke dengang. Hvis afgrøderne slog fejl, så havde man dem bare ikke. Hvis kartoflerne ikke blev til noget, eller det man havde sået ikke klarede den, så manglede man det senere på året. Og i nogle tilfælde handlede det faktisk om, hvorvidt man kunne klare sig gennem vinteren. Så det var alvor.

Det var derfor, man gik så meget op i vejret i maj. Man holdt øje, man lyttede, og man forsøgte at forstå, hvad naturen viste, så man kunne træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt. Det var en måde at leve på, hvor man var nødt til at være opmærksom. Naturen var det, man styrede efter, og det man havde set og erfaret gennem tiden, blev givet videre fra generation til generation, velvidende at det ikke altid passede præcist, men stadig gav en retning at handle ud fra.

Opsummering af maj

Når man samler op på maj som helhed, så er det en måned, hvor der er meget i bevægelse, men det trækker i den samme retning.

Vi begynder måneden med en fuldmåne i Skorpionen og slutter med en fuldmåne i Skytten. Det giver en ramme omkring hele måneden, hvor vi starter et sted, der går dybt, hvor vi mærker efter og får øje på det, der ligger under overfladen, og bevæger os hen imod noget, der åbner sig mere op, hvor vi begynder at tænke fremad og se, hvad der giver mening videre.

Samtidig bevæger vi os også gennem flere skift i planeterne. Merkur skifter tegn to gange. Først bevæger den sig gennem Tyren, hvor tankerne bliver mere rolige og jordnære, og hvor man tager sig bedre tid til at mærke efter og tænke tingene igennem. Senere går den ind i Tvillingerne, hvor tempoet bliver lettere, og hvor tankerne bevæger sig hurtigere, og der kommer mere lyst til at tale, spørge og være nysgerrig.

Mars går ind i Tyren og giver en mere stabil og vedholdende drivkraft, mens Venus bevæger sig ind i Krebsen og bringer fokus på relationer, omsorg og det nære. Og så har vi Pluto, der går retrograd, som åbner op for en mere indadvendt proces, hvor vi begynder at forstå nogle af de dybere lag i os selv.

Midt i det hele bevæger solen sig ind i Tvillingerne, og det markerer et skifte i den overordnede stemning. Der kommer mere lethed, mere nysgerrighed og mere bevægelse ind, hvor samtaler, idéer og udveksling får mere plads.

Ved siden af det astrologiske ligger der også en række mærkedage, som giver måneden en anden stemning. Vi har Beltane i begyndelsen af måneden, som peger på liv, frugtbarhed og naturens kraft. Senere kommer Mors dag, Kristi Himmelfartsdag og pinsen, som alle på deres måde retter opmærksomheden mod relationer, fællesskab og det, der binder os sammen.

Den keltiske trækalender bringer også sit eget lag ind midt i måneden, hvor hvidtjørnen træder frem og sætter fokus på hjertet, forbindelser og det, der både åbner og beskytter.

Når man lægger det hele sammen, bliver maj en måned, hvor noget både får lov til at vokse og finde retning. Der er en bevægelse fra det, man går og mærker og tænker over, til det man begynder at sige højt og dele med andre.

Og i naturen spejler det sig tydeligt. Det hele står i blomst, i bevægelse og i liv. Det er en måned, hvor man kan mærke, at noget er i gang, og hvor det giver mening at følge med i det tempo, som livet selv bevæger sig i.

Leave a Reply

Discover more from Din indre rejse gennem årets cyklus

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading