Velkommen til Juni: Balance og stabilitet

Intro

Velkommen til Din indre rejse gennem årets cyklus.

I dag tager jeg dig med ind i juni måned.

En måned hvor sommeren for alvor begynder at kunne mærkes omkring os. Dagene bliver lange og lyse, aftenerne bliver hængende lidt længere, og mange steder begynder hverdagen at flyde lidt mere sammen med sommerlivet udenfor.

Så lav dig en kop te eller kaffe, og sæt dig et sted, hvor du kan være lidt for dig selv, mens du lytter med. Eller tag podcasten med ud på en gåtur i den lyse sommerluft, mens fuglene stadig synger omkring dig.

I det her afsnit skal vi sammen kigge på den særlige stemning, der følger med juni måned, og hvordan man kan begynde at mærke lidt mere balance og stabilitet i den måde, dagene hænger sammen på.

Jeg kommer også til at fortælle om de energier, der fylder i juni, og hvordan de både kan mærkes i naturen omkring os og i den måde mange mennesker begynder at mærke sig selv lidt tydeligere på i den her tid af året.

Vi skal også kigge på naturen som spejl og se på, hvad juni viser os lige nu gennem de lyse aftener, de rolige rytmer og alt det, der får lov til at vokse stille og roligt frem over tid.

Og til sidst fortæller jeg lidt om, hvordan du kan arbejde videre med det gennem juni ved at følge med på podcasten eller inde på min hjemmeside.

Så lad os åbne juni sammen.

Juni – Balance og stabilitet

Hvis du har været med gennem foråret og lyttet med gennem de sidste måneder, så har du måske allerede lagt mærke til, hvordan noget langsomt er begyndt at ændre sig i din hverdag.

I april handlede det meget om at mærke efter og få øje på, hvad der egentlig gav mening for dig. Hvad der gav dig energi. Hvad der føltes godt at være i. Og i maj begyndte noget af det at fylde lidt mere. Du kunne måske lettere mærke dig selv i løbet af dagen og hurtigere få øje på de steder, hvor noget enten gav dig ro eller hvor noget drænede din energi.

Juni bygger videre på det sted.

For når man gennem noget tid har lagt mærke til sig selv lidt mere bevidst, så begynder der også stille og roligt at komme mere erfaring ind i det. Man lærer sig selv bedre at kende gennem helt almindelige dage og helt almindelige situationer.

Man opdager måske, at nogle morgener føles bedre end andre. At der er forskel på, hvordan kroppen har det, når dagen begynder roligt, og hvordan det føles, når man skynder sig ud ad døren med hovedet fyldt allerede fra morgenstunden.

Man lægger mærke til, hvordan bestemte mennesker giver en følelse af ro i kroppen, mens andre relationer kan efterlade én træt resten af dagen. Eller hvordan der findes situationer, man automatisk falder mere til ro i. En tur gennem skoven sidst på eftermiddagen. Et åbent vindue med sommerluft ind i stuen. Lyden af fugle tidligt om morgenen, før resten af byen rigtig er vågnet.

Det er også gerne i juni, at man begynder at mærke, hvor meget de små ting i hverdagen egentlig betyder for den måde, man har det på.

Den halve time alene om aftenen, efter at resten af familien er gået i seng. Den stille kop kaffe ude i haven. Måden lyset falder ind gennem vinduet sent på aftenen, mens man sidder med åbne terrassedøre og kan høre mennesker snakke længere nede ad vejen eller børn, der stadig leger ude, fordi sommeraftenerne er så lyse lige nu.

Juni er fuld af den slags stemninger.

Naturen står også anderledes nu, end den gjorde tidligere på foråret. I maj kunne man næsten se landskabet forandre sig fra dag til dag. Alting voksede hurtigt, sprang ud og fyldte mere omkring os.

I juni står det hele mere roligt i sig selv.

Træerne er blevet tætte og grønne. Haverne er fyldt ud. Hyldeblomsterne begynder at dufte i den varme luft, og mange steder summer det af bier og fuglesang fra tidlig morgen til sen aften.

Der er stadig bevægelse og vækst overalt, men det hele føles mere stabilt nu. Mere etableret. Naturen har fundet sin rytme, og den rytme kan man også begynde at spejle sig i inde i sig selv.

Noget af det, du har arbejdet med gennem de sidste måneder, begynder måske at føles mere naturligt for dig nu. Du bruger mindre energi på at finde ud af, hvad du har brug for, fordi du efterhånden kender følelsen af det. Du mærker hurtigere, hvornår noget giver dig ro, hvornår du har brug for en pause, eller hvad der gør dine dage lettere og rarere at være i.

Og det er meget af det, juni handler om: At skabe lidt mere balance i den måde, dine dage hænger sammen på. At give mere plads til det, der giver ro og stabilitet i dig. Og at begynde at bygge din hverdag lidt mere op omkring det, du allerede kan mærke fungerer godt for dig.

Energierne i juni – balance, erfaring, stabilitet og klarhed

Der er nogle bestemte energier, som fylder mere i juni måned.

Man mærker dem i naturen, i de lange lyse aftener og i den måde mange mennesker begynder at bruge dagene anderledes på, når sommeren for alvor er kommet.

Den første er balance.

Juni er fuld af liv. Vinduer og terrassedøre står åbne, folk bliver siddende længere ude om aftenen, kalenderen begynder langsomt at blive fyldt med flere mennesker, flere aftaler og mere bevægelse omkring os.

Samtidig mærker man også tydeligere behovet for pauser på denne tid af året. Den stille morgen før resten af huset vågner. En kop kaffe i haven. En gåtur sent på aftenen, mens himlen stadig er lys, og luften føles varm og blød efter en varm dag.

Der er noget i juni, som gør mange mere opmærksomme på balancen mellem at være sammen med en masse mennesker og det at trække sig lidt tilbage og finde ro i sig selv igen.

Den næste energi er erfaring.

Foråret har allerede været i gang længe nu, og mange begynder efterhånden at kunne mærke, hvad de egentlig får det godt af i løbet af en helt almindelig dag.

Man opdager måske, at nogle ting automatisk får én til at slappe mere af. At man har det bedre de dage, hvor morgenen begynder stille. Eller at det faktisk gør en forskel at komme ud og gå en tur sidst på dagen, selv når man egentlig ikke havde tænkt sig det. Mange lægger også tydeligere mærke til, hvilke mennesker de føler sig rolige sammen med, og hvor meget de små ting i hverdagen egentlig betyder for den måde, dagene føles på.

Det er den slags små erfaringer, man kan begynde at give lidt mere plads i juni.

Så er der stabilitet.

Juni har en meget rolig og stabil stemning over sig. Naturen står tæt og grøn omkring os nu, og mange af de ting, der begyndte at springe ud tidligere på foråret, føles mere etablerede her i begyndelsen af sommeren.

Man mærker det også i de små rytmer, som vender tilbage i hverdagen på den her tid af året. Lyden af fugle tidligt om morgenen. Sommeraftenerne. Duften af græs og blomster i den varme luft. Mennesker der sidder ude sent på aftenen, fordi lyset stadig hænger over himlen. Der er en anden ro over alting i juni.

Den sidste energi er klarhed.

De lange lyse dage gør noget særligt ved mange mennesker på den her tid af året. Hverdagen begynder at se lidt anderledes ud, når aftenerne bliver længere, og man bruger mere tid ude i lyset og sommeren omkring sig.

Det gør også, at mange lettere får øje på, hvordan de egentlig har det i deres dage. Hvad de savner mere tid til. Hvornår kalenderen begynder at blive for fyldt. Og hvad der gør dagene rarere at være i.

Det er også en form for klarhed. At man lettere kan se, hvad man gerne vil holde fast i gennem sommeren, og hvad man gerne vil give lidt mere plads.

Naturen som spejl for juni

I løbet af juni kan man mærke, at naturen føles anderledes end tidligere på foråret. I april og maj forandrede naturen sig hele tiden. Der var hele tiden noget nyt, der sprang ud, og man kunne næsten følge udviklingen fra dag til dag. I juni føles det ikke længere som begyndelsen på noget. Nu er sommeren kommet. Træerne står tætte og grønne omkring os, haverne er vokset til, og mange steder summer det af liv fra morgen til aften.

Det er også derfor, juni passer så godt til den del af året, hvor mange begynder at finde lidt mere balance i hverdagen. Der er en mere rolig og stabil stemning over naturen i juni. Og den stemning begynder mange også at kunne mærke i deres egne dage. For når man gennem noget tid har lagt mærke til sig selv og fundet ud af, hvad man trives godt med i hverdagen, så bliver det også lettere at vende tilbage til det. Man begynder stille og roligt at vælge de ting lidt oftere, fordi man kan mærke, at de gør dagene rarere at være i.

Juni minder os også om, at sommeren står stærkt omkring os nu, men den er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Alt det, der fylder landskabet nu, begyndte allerede tidligere på året. Træerne, blomsterne og haverne har fået lov til at vokse lidt efter lidt, og nu kan man mærke, hvordan det hele føles mere fuldt og stabilt omkring os.

Og på samme måde sker mange af de ting, vi opdager om os selv, også gradvist. Man vågner ikke bare en morgen og siger ”NU kender jeg mig selv”! Det kommer stille og roligt snigende gennem hverdagen, gennem erfaringerne, gennem de små oplevelser, hvor man mærker efter og tager sig selv og sine behov alvorligt.

Det er meget af det, juni viser gennem naturen lige nu. At det, der får lov til at vokse i sit eget tempo, ofte bliver det, der står mest stabilt med tiden.

Ugernes temaer og praksis

I løbet af juni kommer jeg som altid til at dele måneden op i forskellige temaer, som vi bevæger os igennem uge for uge.

Hver uge tager fat i en del af det, der fylder i juni lige nu, og folder det lidt mere ud, så det bliver nemmere at mærke det i hverdagen og arbejde med det på en rolig og nærværende måde.

Hver uge får du et tema, et mantra, en meditation, et ritual, refleksionsspørgsmål og en gåtur, som passer til den energi og stemning, vi står i på det tidspunkt i måneden.

Hver søndag ligger der et nyt afsnit klar, hvor jeg tager dig med ind i den uge, vi går ind i dagen efter, og fortæller lidt om, hvad du kan lægge mærke til og arbejde med gennem ugen.

Du kan også finde det hele inde på min hjemmeside dinindrerejse.org, hvis du gerne vil læse det i ro og mag eller vende tilbage til det senere.

Nogle uger har du måske lyst og overskud til at arbejde med det hele. Andre uger er det bare én lille ting, du tager med dig. Et refleksionsspørgsmål. En meditation. En stille gåtur en sommeraften eller et øjeblik med en kop te, hvor du lige mærker efter, hvordan du egentlig har det.

Det vigtigste er ikke, hvor meget du gør. Det vigtigste er, at du giver dig selv lidt mere plads til at mærke, hvornår du har overskud til at gøre det hele og hvornår du har brug for at trække stikket og tage det lidt mere roligt.

Månedsalmanakken for Juni

Hvis du har lyst til at dykke endnu længere ned i juni måned, så har jeg også lavet en månedsalmanak til juni, hvor jeg går igennem noget af alt det, der hører den her tid af året til.

Der taler jeg blandt andet om astrologien og månefaserne gennem måneden, midsommeren og Sankt Hans, gamle mærkedage, folketro og nogle af de historier og traditioner, som har fulgt juni gennem mange generationer.

Vi kommer også omkring naturen på den her tid af året, hvorfor juni har fået sit navn, og hvordan man før i tiden forstod den måned, vi går ind i nu. Og så dykker jeg ned i Grundlovsdag, Valdemarsdag og fars dag, og jeg fortæller lidt om, hvor nogle af de traditioner egentlig kommer fra. Jeg har jo engang læst historie på universitetet, så jeg bliver altid lidt glad, når jeg får lov til at dykke ned i og nørde lidt i den slags ting.

Så hvis du har lyst til at bevæge dig endnu længere ind i stemningen, historien og energierne omkring juni, så kan du også lytte med dér.

Opsummering

Juni føles anderledes end de tidligere forårsmåneder. Tempoet i naturen ændrer sig lidt på den her tid af året, og mange begynder også selv at mærke mere ro og stabilitet i hverdagen, efter nogle måneder hvor meget hele tiden har været i bevægelse.

Vi har været omkring de energier, som fylder i juni lige nu. Balance, erfaring, stabilitet og klarhed. Og hvordan mange mennesker begynder at mærke lidt tydeligere, hvad de har det godt med i deres dage, når sommeren for alvor begynder at fylde mere omkring os.

Vi har også talt om naturen som spejl for det, mange selv står i lige nu, og hvordan man ofte lærer sig selv bedre at kende lidt efter lidt gennem helt almindelige dage. Gennem de små ting man lægger mærke til undervejs. Måden nogle morgener føles roligere end andre, eller hvordan kroppen slapper mere af på dage, hvor der er lidt mere plads og færre ting omkring én. Og stille og roligt begynder man også bedre at kunne mærke, hvad man trives godt med i sine dage.

Og så har vi kigget lidt frem mod de temaer og praksisser, vi kommer til at arbejde med gennem juni måned uge for uge.

Leave a Reply

Discover more from Din indre rejse gennem årets cyklus

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading