Merkur i Krebsen – 1. juni kl. 13.56

Mandag den 1. juni går Merkur ind i Krebsens tegn, og den bliver faktisk der ret længe hen over sommeren. Merkur bevæger sig normalt forholdsvis hurtigt gennem dyrekredsen og bruger for det meste et par uger eller tre i hvert tegn, men fordi Merkur også går retrograd senere på sommeren, bliver den i Krebsen helt frem til den 9. august. Det betyder, at den her energi kommer til at fylde længere end normalt.

Merkur handler blandt andet om tanker, kommunikation, samtaler og den måde, vi bearbejder information på. Krebsen er et tegn, der er tæt forbundet til følelser, tryghed, relationer og minder. Det er et tegn, der lægger meget mærke til stemninger og hurtigt mærker, om noget føles rart eller utrygt.

Så når Merkur bevæger sig ind i Krebsen, kommer vores tanker og samtaler også til at ændre sig lidt. Ord rammer lidt dybere end normalt, og tonen mellem mennesker kommer til at betyde mere. Man reagerer hurtigere følelsesmæssigt på det, der bliver sagt, og hæfter sig mere ved små kommentarer eller måden, noget bliver sagt på.

Det kan også være en periode, hvor gamle samtaler eller følelser lettere dukker op igen. Især fordi Merkur bliver her så længe den her gang. Noget af det, man normalt bare ville skubbe videre og glemme igen, kan man komme til at tænke mere over eller mærke lidt stærkere i den her periode.

Mange vil nok også kunne mærke et større behov for ærlige samtaler og mennesker, man føler sig tryg sammen med. Især hvis man i forvejen føler sig lidt sårbar eller står midt i noget følelsesmæssigt.

Noget af det, man med fordel kan være lidt opmærksom på i den her periode, er, hvor hurtigt man kommer til at tage ting personligt eller lægge ekstra meget betydning ind i det, andre siger. For Merkur i Krebsen kan gøre os mere følsomme, og mere påvirkelige over for stemninger og relationer omkring os.

I denne uge står Merkur også i en spændt forbindelse til Neptun, og det er med til at farve hele den måde, Merkur i Krebsen bliver oplevet på i den her uge.

Neptun er en planet, der blandt andet handler om drømme, fantasi, intuition, længsler og idealisering. Men Neptun handler også om tåge, usikkerhed og det flydende og uklare. Det, vi mærker mere, end vi logisk forstår.

Og netop fordi Merkur står i Krebsen, som i forvejen er et meget følelsesforbundet tegn, kommer den her forbindelse til Neptun også lettere til at handle om stemninger, relationer og det, der bliver sagt mellem linjerne. Tanker og følelser smelter mere sammen, og det kan gøre det sværere at skille det, vi faktisk ved, fra det, vi tror eller føler os frem til.

Det er sådan en energi, hvor man lettere kan komme til at projicere ting over på andre eller begynde at læse for meget ind i en tone, en besked eller en stemning. Måske bliver man ved med at tænke over en besked eller en kommentar og forsøger at finde ud af, om der lå mere bag den, end der egentlig gjorde. Og fordi Neptun netop handler om fantasi og det uklare, kan bekymringer eller forestillinger nogle gange begynde at fylde mere end det, der faktisk sker i virkeligheden.

Derfor kan det også være en vigtig energi at være lidt bevidst omkring. Ikke på den måde, at man skal undertrykke sine følelser eller lade være med at mærke noget, men mere ved lige at huske sig selv på, at stemninger og følelser ikke altid fortæller hele sandheden alene. Nogle gange har vi også brug for at give ting lidt tid, få talt ordentligt sammen eller lige lande lidt i os selv, før vi konkluderer alt for meget på det, vi tror, vi mærker.

Lyt til min podcast: “Din indre rejse gennem årets cyklus” for at høre om hele uge 23s generelle astrologiske energi. Hver søndag udgiver jeg mit ugentlige Astro-Overblik for den kommende uge.

Leave a Reply

Discover more from Din indre rejse gennem årets cyklus

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading