Årets cyklus uge 35: Modning

Intro

Velkommen til din indre rejse gennem årets cyklus.

I dag vil jeg fortælle om uge 35: Modning.

Så lav dig en kop te eller kaffe, sæt dig et sted, hvor du kan sidde uforstyrret, eller tag podcasten med ud på en gåtur i sensommeren.

I de her Årets Cyklus-afsnit begynder jeg altid med Naturen som spejl. Her ser vi på, hvad der sker ude i naturen lige nu, og hvordan vi kan bruge det som inspiration i vores eget indre arbejde.

Naturen ændrer sig jo fra årstid til årstid, fra måned til måned og fra uge til uge. Den følger sin egen cyklus gennem året. Det kan minde os om, at der også er forskellige perioder og temaer i vores eget liv. Derfor begynder vi altid med at se på naturen som spejl, før vi går videre til ugens tema, mantra, gåtur, og de andre praksisser.

Naturen som spejl

Vi er nået til den sidste hele uge i august, og ude i naturen kan man se, at sommeren har været i gang længe. Mange af de planter, der stod små og grønne tidligere på året, har nu vokset sig store. Kornet på markerne er modent, og flere steder er høsten allerede i gang. I haverne hænger frugterne tungt på træerne, og bær og grøntsager bliver klar, efterhånden som dagene går.

Rundt omkring kan man også se frøene. Planterne har blomstret gennem sommeren, og nu begynder de at sætte frø. Nogle planter er stadig grønne og vokser videre, mens andre er ved at synge på sidste vers. Efterhånden som sommeren går, bliver flere og flere afgrøder klar til at blive høstet.

Det er også en tid, hvor man kan se forskel på det, der er modent og klart til at blive høstet, og det, der stadig skal have lidt længere tid. Et æble kan være næsten klar, mens et andet på samme træ stadig er grønt. Nogle tomater kan plukkes, mens andre først lige er begyndt at skifte farve.

Samtidig er vi lige gået ind i Jomfruens tegn. Jomfruen hører til jordelementet og forbindes blandt andet med kroppen, hverdagen, detaljerne og det praktiske. Det passer godt til denne tid på året, hvor der er meget at tage sig af. Noget skal høstes, noget skal passes, og noget skal gøres klar til den kommende tid. Jomfruen har også blik for det konkrete og forbindes også med omsorg. En have skal passes, hvis planterne skal vokse. Det samme gælder meget af det, vi selv sætter i gang.

Når man ser sig omkring sidst i august, er det tydeligt, at der er sket meget siden foråret. En lille plante er blevet stor. En blomst har sat frø. Et kornaks er blevet tungt. Noget, der begyndte tidligere på året, står nu klart til at blive høstet.

Og det leder mig videre til ugens tema: Modning.

Ugens tema – Modning

Modning handler om noget, der har fået tid til at udvikle sig og blive til noget. Det kan være noget helt konkret, som en plante, der er vokset fra et lille frø til en plante med blomster eller frugter. Men det kan også være noget, vi selv har sat i gang og arbejdet med over tid.

Når vi sætter noget i gang, er der som regel en begyndelse, hvor det hele er nyt og småt. Måske begynder vi at løbe, får en idé til en bog, lægger den første plan for en virksomhed eller sætter os et mål, vi gerne vil nå. I starten kan det være svært at se, hvor det ender. Men efterhånden som vi bliver ved og ved med at arbejde med det, begynder det at tage form.

Modning kræver tid, men også handling. En plante skal passes, hvis den skal vokse. Hvis vi har sat os for at begynde at løbe, skal vi snøre løbeskoene og komme ud ad døren. Vil vi spare op, skal vi lægge pengene til side, og vil vi skrive en bog, skal vi sætte os ned og skrive den første side. Det er den slags konkrete handlinger, der gør, at noget, vi har sat i gang, langsomt kan udvikle sig.

Nogle gange opdager vi først, hvor meget der er sket, når vi ser tilbage. Måske har vi gjort noget så længe, at det efterhånden føles helt almindeligt. Først når vi sammenligner med begyndelsen, kan vi se forskellen. Det, der til at starte med krævede meget opmærksomhed fra vores side, kan nu være blevet en vane. Noget, der føltes svært i starten, kan være blevet lettere at gøre med tiden.

Modning betyder også, at noget kan være kommet så langt, at det er klar til næste skridt. Et projekt kan være færdigt. En vane kan være blevet en naturlig del af hverdagen. En idé kan være blevet til noget, man kan se og bruge. Samtidig kan noget andet stadig være undervejs og have brug for mere tid. Det er også en del af modningen at kunne se, hvor langt noget er kommet.

I denne uge skal vi se på det, vi selv har sat i gang i vores egne liv, og lægge mærke til, hvor langt det er kommet. Vi er lige gået ind i Jomfruens tegn, og her er fokus på det konkrete og det praktiske. Det kan vi tage med os, når vi ser på det, vi arbejder med i vores eget liv. Noget er måske allerede blevet en del af vores hverdag, mens andet stadig kræver, at vi arbejder videre med det.

Ugens mantra: “Jeg ser det, der er modnet.”

Det her mantra handler om at få øje på det, der allerede er blevet til noget. Noget, vi har sat i gang tidligere, og som vi har arbejdet med over lang – eller kort – tid.

Det kan være noget stort, som et projekt, vi har afsluttet, eller noget helt hverdagsagtigt, som en vane eller rutine, vi efterhånden har fået ind i vores liv. Eller det kan være noget, vi har arbejdet på rigtig længe, og som nu endelig er blevet til noget konkret, vi kan høste resultatet af.

Gåtur – Modning i naturen

Den her gåtur handler om at lægge mærke til det, der er modnet i naturen, og bruge det som anledning til at se på noget, der er modnet i dit eget liv.

Find et sted, hvor du kan gå en tur, og se dig omkring. Læg mærke til det, der er modent lige nu. Måske ser du frugter, der er klar til at blive plukket, blomster, der har sat frø, eller planter, der har vokset sig store gennem sommeren.

Når du får øje på noget, der er modent, så tænk på, hvad der er gået forud. En plante bliver heller ikke bare stor og sætter frugt fra den ene dag til den anden. Den har fået vand, lys og næring undervejs, og lidt efter lidt har den udviklet sig, indtil frugten er blevet klar.

Det samme gælder noget, vi selv sætter i gang. Det kræver, at vi gør noget ved det undervejs, hvis det skal blive til det, vi håber på. Hvis vi gerne vil tabe os, skal vi ændre noget i vores hverdag. Hvis vi vil begynde at løbe, skal vi snøre løbeskoene og komme af sted. Hvis vi vil skrive en bog, skal vi skrive på den igen og igen.

Lad det føre tankerne hen på noget i dit eget liv, som du har arbejdet med over tid. Måske er der noget, du begyndte på tidligere på året, som nu er blevet til noget. Noget, du har gjort igen og igen, indtil det blev en vane. Noget, du har arbejdet på, og som nu er færdigt.

Prøv at se tilbage på begyndelsen og læg mærke til forskellen. Hvad var det første lille skridt, du tog? Og hvad står du med nu?

Gentag ugens mantra for dig selv: “Jeg ser det, der er modnet.”

Meditation – Tid til at modne

Den her meditation handler om at følge noget fra den allerførste begyndelse, til det er blevet modent og klar til at blive høstet.

Jeg læser meditationen op som en guidet meditation, så du kan vælge at være med med det samme. Hvis du lytter til afsnittet for at få et overblik over ugens tema og de forskellige praksisser, kan du spole forbi meditationen eller lytte med og vende tilbage til den senere på ugen, når du har lyst til at lave den.

Hvis du vil være med nu, så find et sted, hvor du kan sidde eller ligge behageligt.

Lad os begynde.

Træk vejret roligt ind gennem næsen … og pust langsomt ud gennem munden.

Mærk, hvordan brystkassen hæver sig, når du trækker vejret ind … og sænker sig igen, når du puster ud.

Tag et par rolige vejrtrækninger mere i dit eget tempo.

Mærk kroppen mod stolen, gulvet eller det sted, du ligger.

Lad skuldrene sænke sig lidt.

Mærk dine hænder, dine arme og dine ben.

Træk vejret roligt ind … og pust langsomt ud.

Forestil dig nu, at du står ved et vindue.

I vindueskarmen står en lille potte med jord.

Du har et lille frø i hånden.

Se på det lille frø et øjeblik. Det er ganske lille, men inde i det ligger begyndelsen på noget, der med tiden kan vokse sig stort.

Du lægger frøet ned i jorden.

Du dækker det forsigtigt med jord og giver det lidt vand.

Så stiller du potten et sted, hvor den kan få lys.

Dagene går.

Du vander jorden, når den trænger til vand, og du ser efter, om der sker noget.

I begyndelsen kan det være svært at se en forskel.

Så en dag får du øje på en lille grøn spire, der bryder frem gennem jorden.

Du følger den, mens den vokser.

Der kommer små blade.

Du bliver ved med at give den vand og lys og opmærksomhed.

Efterhånden bliver planten større, og på et tidspunkt er potten blevet for lille. Du giver den mere plads og fylder ny jord omkring rødderne.

Tiden går videre.

Planten vokser.

En dag kommer der en lille blomst.

Du ser den åbne sig.

Senere begynder der at komme noget mere. En lille frugt, en frøstand eller noget andet, som planten er sat i verden for at skabe.

Du fortsætter med at passe den.

Og så kommer den dag, hvor det er modent.

Du står foran planten og ser på det, der begyndte med et lille frø.

Det, der engang lå i din hånd, er blevet til noget, du kan se og røre ved.

Du plukker det forsigtigt.

Mærk det i hånden.

Se på det et øjeblik.

Tænk på alt det, der er sket undervejs.

Frøet blev lagt i jorden.

Planten voksede.

Du passede den.

Og nu er der noget, der er blevet modent.

Lad nu billedet af planten langsomt forsvinde.

Behold i stedet følelsen af at stå med det, der er blevet til noget.

Tænk på noget i dit eget liv, som begyndte på samme måde. Noget, der engang var ganske lille, og som du siden har arbejdet med over tid.

Se begyndelsen for dig.

Og se så på, hvor det er nu.

Bliv siddende et øjeblik med det billede.

Gentag ugens mantra for dig selv: “Jeg ser det, der er modnet.”

Tag en rolig indånding.

Pust langsomt ud.

Mærk igen kroppen, hvor du sidder eller ligger.

Bevæg fingre og tæer.

Og vend langsomt tilbage til rummet.

Ritual – Før og nu

Det her ritual handler om at se på noget, du selv har sat i gang, og som nu er blevet til noget. Det kan være et projekt, du har afsluttet, en vane, du har fået ind i din hverdag, noget du har sparet op til, eller noget andet, du har arbejdet med over tid.

Find et stykke papir og en pen. Tegn en lodret streg midt på papiret, så det bliver delt i to.

Skriv “Da jeg begyndte” øverst på venstre side af papiret, og “Nu” øverst på højre side.

Vælg noget, du har arbejdet med over tid, og skriv kort, hvordan det så ud, da du begyndte. Måske havde du aldrig løbet før. Måske havde du kun skrevet de første linjer i en bog. Måske stod der 0 kroner på opsparingen. Måske havde du en have med små planter, eller et projekt, der kun lige var begyndt.

På højre side skriver du, hvordan det ser ud nu. Måske løber du fast 3x om ugen nu, bogen er skrevet, opsparingen er vokset, eller projektet er blevet færdigt. Skriv det, der faktisk er sket.

Når du er færdig, folder du papiret sammen, så “Da jeg begyndte” og “Nu” mødes.

Læg en lille sten, en krystal, lidt sand eller en smule jord oven på papiret. Det er jordelementet og symboliserer det konkrete, der er blevet til noget og har fået form.

Sæt et lys oven på eller ved siden af papiret. Ilden symboliserer den energi og handling, der har været med til at føre det fra begyndelsen og frem til det, du står med nu.

Tænd lyset og sig ugens mantra for dig selv: “Jeg ser det, der er modnet.”

Sid et øjeblik med lyset og det sammenfoldede papir, oglad ritualet være en markering af det, du faktisk har fået gjort.

Refleksion

Hen mod slutningen af ugen kan du sætte dig et roligt sted i 10–15 minutter og tænke tilbage på noget, du har arbejdet med over tid. Det kan være noget, du satte i gang tidligere på året, eller noget, du har arbejdet med endnu længere. Tag en kop te eller kaffe med, sæt dig udenfor et øjeblik eller find et roligt sted derhjemme, hvor du kan sidde uforstyrret. Hvis du har lyst, kan du skrive dine tanker ned i en dagbog, notesbog eller din indre arbejdsbog.

Tænk på noget, du har arbejdet med, som nu er blevet til noget. Noget, hvor du kan se en forskel fra begyndelsen til nu.

Her er tre spørgsmål, du kan stille dig selv:

  • Hvad gjorde den største forskel for, at du nåede dit mål?
  • Hvad har du lært undervejs?
  • Hvad vil du arbejde videre med?

Afrunding

Vi tager hul på den sidste hele uge i august. Sommeren går på hæld, og vi står lige på kanten af efteråret.

Ude i naturen kan vi se, at meget er blevet modent og klar til høst. Kornet er høstet fra markerne, frugterne hænger tungt på træerne, og planterne begynder at sætte frø.

Vi kan også se på vores eget liv og forhåbentligt få øje på noget, vi har arbejdet med, som nu er blevet færdigt eller har givet et resultat.

Jomfruens sæson er lige begyndt, og hendes blik for detaljerne og hendes praktiske tilgang kan hjælpe os med at få øje på det arbejde, der ligger bag det, der er blevet til noget. Når noget er blevet modent, kan det være let kun at få øje på resultatet. Prøv også at lægge mærke til arbejdet bag det. Man taber sig ikke ti kilo ved bare at planlægge, at man gerne vil tabe sig, og man sparer ikke 10.000 kroner op ved at fortsætte med at bruge sine penge, som man plejer. Der skal handling til, hvis noget skal blive til noget. Men det vil ende med at betale sig.

Outro

Tak, fordi du lyttede med i dag.

Jeg håber, at det her afsnit har givet dig lyst til at lægge mærke til det, der er modnet omkring dig lige nu, og måske også få øje på noget i dit eget liv, som er blevet til noget gennem den tid og det arbejde, du har lagt i det.

Hvis du tænker, at det her afsnit også kunne inspirere en, du kender, vil det betyde meget for mig, hvis du har lyst til at dele podcasten med dem.

Du er også meget velkommen til at give podcasten nogle stjerner eller skrive en anmeldelse der, hvor du lytter med. Det hjælper podcasten med at nå ud til flere, som også har lyst til at følge årets cyklus og lade sig inspirere af naturens rytme.

Så igen … tak, for at lytte med.

Til godt år og fred.

Leave a Reply

Discover more from Din indre rejse gennem årets cyklus

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading